Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

i Devonshire slog ned paa en Kamphøne, der fulgtes af sine Unger, men at Hannen stormede frem til Undsætning og huggede sin Spore gennem Voldsmandens Øje og Hjerneskal. Det var med Vanskelig- hed, at man fik Sporen draget ud af Hjerneskallen, og da Høgen, skønt død, ikke havde sluppet sit Tag, saa var de to Fugle næsten som smeddede sammen; men da Hannen blev befriet, havde den kun taget meget lidt Skade. Kamphanens ubetvingelige Mod er be- kendt. En Herre, som for længe siden var Vidne til følgende brutale Scene, fortalte mig, at en Hane havde faaet begge sine Ben bræk- kede ved et eller andet Uheld paa Kamppladsen, og Ejeren væddede om, at dersom dens Ben kunde blive splidsede saaledes sammen, at Fuglen kunde staa paa dem, vilde den vedblive at kæmpe. Fuglen blev forbundet paa Stedet og kæmpede med ubetvingeligt Mod, ind- til den fik Dødsstødet. Paa Ceylon har man en nær beslægtet og vild Art, Gallus Stanleyi, der kæmper saa heftigt „for at forsvare sit Seraille“, at en af de kæmpende hyppig findes død1). En indisk Agerhøne (Ortygornis gularis), hvis Han er forsynet med stærke Sporer, er saa stridbar, „at Arrene af tidligere Kampe vansirer Bry- stet paa næsten hver eneste Fugl, man skyder“ .2) Næsten alle Hønsefugles Hanner, selv de, der ikke er forsynede med Sporer, indlader sig i Parringstiden i heftige Kampe. Tjuren og Urhanen (Tetrao urogallus og tetrix), der begge er polygame, har aldeles bestemte Steder, hvor de mange Uger igennem samles i Mængde for at kæmpe med hinanden og for at stille deres Yndig- heder til Skue for Hunnerne. Hr. W. Kowalevsky meddeler mig, at han i Rusland har set Sneen aldeles blodig paa de Arenaer, hvor Tjuren har kæmpet, og Urhanerne „faar Fjerene til at flyve i alle Retninger,“ naar nogle af dem „indlader sig paa en kongelig Kamp.“ Den ældre Brehm giver en mærkelig Beretning om „die Balze“, som Urhanens Elskovsdans og Elskovssang kaldes i Tyskland. Fug- len giver næsten vedvarende de mest besynderlige ’Lyde fra sig: „Den holder sin Hale i Vejret og spreder den ud ligesom en Vifte, den løfter Hovedet og Halsen med Fjerene struttende, og den holder sine Vinger ud fra Kroppen. Saa gør den nogle faa Hop i forskellige Retninger, undertiden i en Kreds, og presser Undersiden af sit Næb saa haardt imod Jorden, at Hagefjerene slides af. Under disse Bevæ- ) Layard i: „Annals and Mag. of Nat. Hist.“, Vol. XIV, 1854, S. 63. 2) Jerdon: „Birds of India“, Vol. III, S. 574.