52
Jorden i en krummet Linie, med udbredt Hale og sitrende Vinger,
med en forbavsende Hurtighed. Lyden frembringes kun under denne
hurtige Nedfart. Ingen var i Stand til at udfinde Aarsagen til Lyden,
indtil Hr. Meves lagde Mærke til, at paa begge Sider af Halen var
de yderste Fjer af en ejendommelig Form (Figur 41), idet de havde
Fig. 41.
Ydre Halefjer af Scolopax gallinago (efter: Proc. Zool. Soc. 1858).
en stiv sabelkrummet Ribbe, den skæve Fane var usædvanlig lang, og
den yderste Del af Straalerne var tæt sammenføjede. Han fandt, at
naar man blæste paa disse Fjer, eller satte dem fast paa en lang tynd
Stok og bevægede dem hurtigt gennem Luften, kunde man nøjagtigt
Fig. 42.
Ydre Halefjer af Scolopax frenata.
Fig. 43.
Ydre Halefjer af Scolopax javensis.
frembringe den trommende Lyd,
som den levende Fugl lod høre.
Begge Køn er forsynede med
disse Fjer, men de er i Alminde-
lighed større hos Hannen end
hos Hunnen, og den første giver
en dybere Tone. Hos nogle Ar-
ter, saaledes hos S. frenata (Fi-
gur 42), er der fire Fjer, og hos
S. javensis (Figur 43) ikke min-
dre end otte Fjer paa hver sin
Side af Halen, der er stærkt modificerede. Der frembringes forskel-
lige Toner af de forskellige Arters Fjer, naar man bevæger dem
gennem Luften, og Scolopax Wilsonii fra de forenede Stater frem-
bringer en hvinende Lyd, naar den hurtigt daler ned til Jorden1).
Hos Hannen af Chamæpetes unicolor (en stor amerikansk Hønse-
fugl) er den første Vingefjer af første Orden krummet henimod Spid-
sen og er meget mere afsmalnende end hos Hunnen. Hos en be-
’) Se Hr. Meves’ interessante Afhandling i: „Proc. Zoolog. Soc.“, 1858,
S. 199. Om Sneppens Levevaner se: Macgillivray, „Hist. British.
Birds“, Vol. IV, S. 371. Om den amerikanske Sneppe se: Capt. Blaki-
ston i „Ibis“, Vol. V, 1863, S. 131.