Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
51
ved hele Timer igennem, men kun i Parringstiden. I denne samme
Tid frembringer Hannerne af visse Natravne (Caprimulgus) en højst
besynderlig Lyd med deres Vinger. De forskellige Arter af Spætter
hamrer paa en klinger Gren med en saa hurtig Bevægelse, at „Ho-
vedet synes at være to Steder paa engang.“ Den paa denne Maade
frembragte Lyd kan høres i en betydelig Afstand, men det er ikke
muligt at give nogen Beskrivelse af den, og jeg er vis paa, at en, der
hørte den for første Gang, aldrig vilde gætte, hvorledes den blev
frembragt. Da denne pikkende Lyd særlig høres i Parringstiden, er
den bleven betragtet som en Elskovssang, men den er maaske sna-
rere et Lokkeraab. Man har lagt Mærke til, at Hunnen, naar den
blev drevet fra sin Rede, har kaldt paa Hannen paa denne Maade,
og Hannen svarede og kom snart til Syne. Endelig forener Hær-
fuglehannen (Upupa epops) Vokal- og Instrumentalmusik; thi Hr.
Swinhoe saa, at denne Fugl i Parringstiden først trækker sit Vejr og
slaar Spidsen af sit Næb lodret ned paa en Sten eller en Træstam-
me, „og Luften, som tvinges ned igennem det rørformede Næb,
frembringer da den rette Lyd“. Naar Hannen lader sit Skrig høre
uden at slaa med Næbbet, er Lyden en ganske anden1). I de fore-
gaaende Tilfælde frembringes Lydene ved Bygningsdele, der alle-
rede forefindes, og som er nyttige paa anden Maade; men i det føl-
gende skal vi se, at visse Fjer er bleven særligt modificerede ud-
trykkeligt i den Hensigt at frembringe Lyde. Den trommende, eller
brægende, eller vrinskende, eller tordnende Lyd, som forskellige
Iagttagere omtaler som ejendommelig for den dobbelte Bekkasin
(Scolopax gallinago) maa have forbavset enhver, som har hørt den.
Denne Fugl flyver under Parringstiden „maaske en tusind Fod i Vej-
ret“ , og, efter at have gaaet nogen Tid i Zigzag, stiger den ned til
x) Om det ovenstaaende se: om Paradisfugle: Brehm, „Thierleben“ , B.
Ill, S. 325. Om Hjerpen: Richardson, „Fauna Bor. Americana: Birds“ ,
S. 343 og 359; Major W. Ross King: „The Sportsman in Canada“ , 1866,
S. 156; Audubon, „American Ornitholog. Biograph.“, Vol. I, S. 216.
Om Kalijfasanen: Jerdon, „Birds of India“ , Vol. Ill, S. 533. Om Væve-
fuglene: „Livingstone’s Expedition to the Zambesi“, 1865, S. 425. Om
Spætterne: Macgillivray, „Hist, of British Birds“, Vol. Ill, 1840, S. 84,
88, 89 og 95. Om Hoopoe: Hr. Swinhoe i „Proc. Zoolog. Soc.“ , 23.
Juni 1863. Om Natravnen: Audubon, ibid. Vol. II, S. 255. Den engelske
Natravn gør ligeledes om Foraaret en mærkelig Støj under sin hurtige
Flugt.