Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

50 tilstede, bliver bedaarede paa denne Maade1). Om den almindelige Mandelkrages Røst ved man, at den forandrer sig i Parringstiden, og den er derfor paa en vis Maade Kønskarakter2). Men hvad skal man sige om de skingrende Skrig, som f. Eks. nogle Arter af Macawer frembringer, har disse Fugle en slet musikalsk Smag, ligesom de aabenbart har en slet Farvesans, at dømme efter den uharmoniske • Sammensætning, der er mellem det stærke blaa og gule i deres Fjerbeklædning? Det er i Virkeligheden muligt, at mange Fuglehan- ners stærke Røster er Resultat af de arvelige Virkninger af fortsat Brug af deres Stemmeredskaber, naar de er optændt af Elskovens, Skinsygens og Vredens stærke Lidenskaber, uden at der herved er bleven vundet nogen Fordel; men til dette Spørgsmaal skal vi kom- me tilbage, naar vi naar til at omtale Pattedyrene. Vi har hidtil kun talt om Stemmen, men forskellige Fuglearters Hanner frembringer i Parringstiden noget, man kunde kalde for Instrumentalmusik. Paafugle og Paradisfugle rasler med deres Penneposer, og den vibrerende Bevægelse tjener aabenbart blot til at frembringe Støj, thi den kan næppe forøge deres Fjerdragts Skøn- hed. De kalkunske Haner skraber med deres Vinger hen ad Jorden, og nogle Hjerpearter frembringer paa denne Maade en surrende Lyd. En anden amerikansk Hjcrpe (Tetrao umbellus), som med Halen i Vejret og udspilet Fjerkrave „stiller sin Skønhed til Skue for Hun- nerne, der ligger skjulte i Nabolaget“, trommer hurtigt med sine „sænkede Vinger“ paa Stammen af et fældet Træ eller, ifølge Au- dubon, imod sit eget Legeme. Den Lyd, der paa denne Maade frem- bringes, sammenlignes af nogle med en fjern Torden, af andre med en rask Trommehvirvel. Hunnen trommer aldrig, „men flyver lige hen til det Sted, hvor Hannen er saaledes beskæftiget“. I Himalaya- bjergene frembringer Hannen af Kalijfasanen ofte en mærkelig tremmende Lyd med sine Vinger, ikke ulig den Lyd, der frembringes ved at ryste et stift Stykke Klæde“. Paa Afrikas Vestkyst samles de smaa sorte Væverfugle (Ploceus?) i en lille Flok paa Buskene rundt om en aaben Plads og synger og farer igennem Luften med rystende Vinger, „som frembringer en hurtig skrattende Lyd, lige- som en Barneskralde“. Den ene Fugl efter den anden bliver saaledes ’) L. Lloyd: „The Game Birds of Sweden“ osv., 1867, S. 22, 81. 2) Jenner: „Philosoph. Transactions“, 1824, S. 20.