Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

56 synderligste Attituder og farer rundt, nogle til højre, andre til ven- stre. Audubon beskriver en Hejrearts Hanner (Ardea herodias) som spankende om paa deres lange Ben med stor Værdighed foran Hun- nerne og med haanlig Trods foran deres Rivaler. Om en af de ube- hagelige Aadsclgribbe (Cathartes jota) fortæller samme Naturfor- sker, at „Hannernes Fagter og Paraderen i Begyndelsen af Parrings- tiden er i høj Grad latterlige“. Visse Fugle udfører deres Elskovs- kaprioler i Luften, i Stedet for paa Jorden, saaledes som vi saa, det var Tilfældet med den sorte afrikanske Væverfugl. I Foraarstiden hæver vor lille hvidhalsede Tonsanger, Sylvia cenerea, sig ofte nogle faa Fod i Vejret op over en eller anden Busk og „flagrer med en lunefuld og fantastisk Bevægelse omkring, hele Tiden syngende, og sætter sig saa igen“. Den store engelske Trapgaas stiller sig selv i ubeskrivelig løjerlige Stillinger, medens den gør Kur til Hunnen, saaledes som man kan se det paa Wolf’s Billede. En beslægtet in- disk Trapgaas (Otis bengalensis) løfter sig ved slige Lejligheder „lodret op i Luften med hurtige Vingeslag, rejser sin Kam og lader Halsens og Brystets Fjer bruse, og synker saa igen ned til Jorden“ ; den gentager denne Manøvre flere Gange efter hinanden, idet den samtidig udstøder en ejendommelig summende Lyd. De Hunner, som er i Nærheden, „følger denne springske Kalden“, og naar de kommer hen til Hannen, saa slæber han sine Vinger og udbreder sin Hale ligesom en Kalkunhane1). Men det mærkeligste Forhold finder vi hos tre nærstaaende au- stralske Fugleslægter, nemlig de berømte Kravefugle, uden Tvivl alle nedstammende fra en gammel Art, som først erhvervede det be- synderlige Instinkt til at bygge Lysthuse, hvori de udfører deres Parringsdanse. Lysthusene (Fig. 46), der, som vi senere skal se, er stærkt prydede med Skaller, Ben og Blade, er byggede paa Jorden, ene og alene for Frieriets Skyld; Rederne findes oppe i Træerne. Begge Køn hjælper til med Bygningen af Lysthuse, men Hannen er Bygmester. Dette Instinkt er saa stærkt, at det følges i Fangen- *) Om Tetrao phasianellus, se Richardson: „Fauna Bor. Americana“ , S. 361, og om nøjere Detaljer Capt. Blakiston i: „Ibis“, 1863, S. 125. Om Cathartes og Ardea; Audubon: „Ornith. Biography“, Vol. II, S. 51 og Vol. III S. 89. Om Tonsangeren Macgillivray: „Hist. British Birds“, Vol. Il, S. 354. Om den indiske Trapgaas Jerdon: „Birds of India“, Vol. III, S. 618.