Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

55 hvilke en Fugls Toner, oprindelig kun brugt enten som Raab eller i et andet Øjemed, kan være bleven forbedrede til en melodiøs Kærlighedssang. Det er noget vanskeligere, hvor Talen er om de modificerede Fjer, ved hvilke Tromme-, Fløjte- eller brummende Lyde frembringes. Men vi har set, at nogle Fugle under deres Bej- len flagrer, ryster eller rasler med deres umodificerede Fjer, saa- ledes at Fjerene slaar mod hinanden; og dersom Hunnerne kom til at udvælge dem, der frembragte disse Lyde bedst, saa vilde de Hanner, der havde de stærkeste, eller tykkeste, eller mest tilspidsede Fjer paa en eller anden Del af deres Legeme, være de heldigste, og saa- ledes kunde Fjerene lidt efter lidt blive modificerede i en næsten hvilken som helst Udstrækning. Hunnerne vilde naturligvis ikke lægge Mærke til alle de derved opstaaede Formforandringer, men blot til de derved frembragte Lyde. Det er en mærkelig Kendsger- ning, at i den samme Dyreklasse saa forskellige Lyde som Bekkasin- halens Trommen, Spættenæbbets Pikken, visse Svømmefugles skar- pe, trompetagtige Skrig, Turtelduens Kurren og Nattergalens Sang alle kan være behagelige for de forskellige Arters Hunner. Men vi maa ikke anlægge den samme Maalestok for de forskellige Arters Smag, lige saa lidt som vi maa bruge Menneskets Smag som Maale- stok. Og selv hvad Mennesket angaar maa vi erindre, hvilke uhar- moniske Lyde, saasom Slag paa Tam-Tam’en og Rørfløjternes pi- bende Toner, der kan behage den vildes Øren. Hr. S. Baker be- mærker1), at, „ligesom Araberens Mave foretrækker det raa Kød og den rygende Lever, ligesom den er taget ud af Dyrets endnu varme Legeme, saaledes foretrækker hans Øre ogsaa grov og uharmonisk Musik fremfor al anden“. Elskov skaprioler og Danse. — Forskellige Fugles, navnlig Hønsefuglenes, mærkelige Elskovsfagter har vi allerede lejligheds- vis omtalt, saa der her kun behøves at tilføjes lidt. I Nordamerika mødes store Flokke af en Hjerpe, Tetrao phasianelhis, hver Morgen i Parringstiden paa en bestemt ophøjet Plet, og her løber de rundt i en Kreds med femten eller tyve Fods Diameter, indtil Jorden er slidt ganske bar ligesom en Heksering. I disse Agerhønedanse (par- tridge-dances), som Jægerne kalder dem, stiller Fuglene sig i de be- ^„The Nile Tributaries of Abyssinia“, 1867, S. 203.