Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

58 op, frembringer en mærkelig Lyd, rejser alle sine Fjer, løber rundt om Lysthuset og bliver saa opflammet, saa det synes, som om hans Øjne er lige ved at trille ud af Hovedet paa ham; han fortsætter med først at sprede den ene Vinge, saa den anden, frembringende en lav Fløjtetone, og synes, ligesom Hushanen, at pikke noget op fra Jorden, indtil tilsidst Hunnen gaar blidt hen imod ham“. Kaptajn Stokes har beskrevet en anden Arts Sædvaner og „Legehuse“, nemlig den store Kravefugl, som blev set „more sig med at flyve fremad og til- bage, tage snart en Snegl fra den ene, snart fra den anden Side, og bære den gennem Lysthuset i sit Næb“. Disse mærkelige Byg- ninger, der blot tjener til Forsamlingsstuer, hvori begge Køn morer sig og kurer til hinanden, maa koste Fuglene meget Arbejde. Lyst- huset hos f. Eks. den brunbrystede Art er næsten fire Fod langt og atten Tommer højt og staar paa en tyk Platform af Pinde. Prydelse. — Jeg vil først omtale de Tilfælde, hvor enten Han- nerne alene er prydede eller ogsaa er det i meget højere Grad end Hunnerne; i et følgende Kapitel de Tilfælde, hvor begge Køn er lige meget prydede; og endelig de sjældne Tilfælde, hvor Hunnen er mere straalende farvet end Hannen. Det gaar med Fuglenes natur- lige Prydelser ligesom med de vilde og civiliserede Menneskers kunstige Prydelser: det er navnlig Hovedet, der er Sædet for Ud- smykningen1). Som omtalt i Begyndelsen af dette Kapitel er Prydel- serne i høj Grad forskelligartede. Fjerene paa Hovedets For- og Bagside har meget forskellige Former og kan undertiden rejses eller spredes, hvorved deres skønne Farver bliver fuldstændig stillede til Skue. Elegante Øreduske (se Fig. 39) forefindes undertiden. Som- metider er Hovedet bedækket med fløjelsagtige Dun, ligesom hos Fasanen, eller det er nøgent med livlige Farver, eller bærer kødede Vedhæng, Traaddannelser og massive Udvækster. Struben er egsaa undertiden prydet med et Skæg eller med Hudlapper og Vorter. Saadanne Vedhæng er i Almindelighed stærkt farvede og tjener uder Tvivl til Prydelse, om endskønt de ikke altid er prydende i vore Øjne; thi naar Hannen bejler til Hunnen, svulmer de ofte op og an- tager en mere livlig Lød; dette gælder f. Eks. om den kalkunske ’) Jævnfør i saa Henseende Bemærkninger i Hr. J. Shaw’s: „Feeling of Beauty among Animals“ i „Athenaeum“, 24. Nov. 1866, S. 681.