Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Det er en mærkelig Kendsgerning, at Fjerene hos Fugle, der hører til forskellige Grupper, er bleven modificerede paa næsten nøjagtig den samme Maade. Saaledes har Svingfjerene hos en af de ovenfor nævnte Natravne et nøgent Skaft og ender i en Skive, eller er, som de undertiden kaldes, skeformede. Fjer af denne Slags træffer vi igen i Motmot’ens (Eumomota superciliaris) Hale og hos en Isfugl, en Finke, en Kolibri, en Papegøje, forskellige indiske Drongo’er (Dierurus og Edolius, hos en af hvilke Skiven staar lod- ret) og i visse Paradisfugles Hale. Hos disse sidste Fugle prydes Hovedet af lignende Fjer med smukke „Øjne“, hvad der ligeledes gælder om nogle Hønsefugle. Hos en indisk Trapgaas (Sypheotides auritius) ender de Fjer, der danner Øreduskene, som er omtrent fire Tommer lange, ogsaa i Skiver* 1). Hos vidt forskellige Fuglearter er Fjerenes Faner traadede eller dunagtige. Dette gælder om nogle Hejrer, Ibiser, Paradisfugle og Hønsefugle. I andre Tilfælde for- svinder Fanen, og Skaftet bliver nøgent. Fjer af denne Beskaffen- hed har i Halen hos Paradisea apoda en Længde af fire og tredive Tommer2). Naar mindre Fjer er saaledes blottede, faar de Udseende af Børster. Dette gælder saaledes om Fjerene paa den kalkunske Hanes Bryst. Ligesom enhver flygtig Mode i Klædedragt bliver be- undret af Mennesket, saaledes synes det, som om hos Fuglene en Forandring af næsten hvilken som helst Slags af Fjerenes Bygning eller Farve hos Hannerne er bleven beundret af Hunnerne. Den Kendsgerning, at Fjerene hos vidt forskellige Grupper er bleven modificerede analogt, er uden Tvivl først og fremmest afhængig der- af, at alle Fjer næsten har samme Bygning og Udviklingsmaade og som en Følge deraf Tendens til at variere paa samme Maade. Vi ser ofte en Tendens til analog Variabilitet i Fjerdragten hos Hus- fugleracer, der hører til forskellige Arter. Toppe er saaledes frem- kommen hos forskellige Arter. Hos en uddød Kalkunvarietet bestod Toppen af nøgne Penneposer, der endte i Dunfaner, saa de altsaa til en vis Grad lignede de skeformede Fjer, vi ovenfor har beskrevet. Hos visse Due- og Hønseracer er Fjerene dunagtige og har en Ten- dens til at faa nøgne Skafter. Hos Sebastopolgaasen er Skulder- J) Jerdon i: „Birds of India“, Vol. III, S. 620. 2) Wallace i: „Annals and Mag. of Nat. Hist.“, Vol. XX, 1857, S. 416, og i hans: „Malay Archipelago“, Vol. II, 1869, S. 390.