Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

ud som en lille Smaragdsol, hvis Straaler dannes af de to Fjer“x). Hos en anden overordentlig skøn Art er Hovedet skaldet „og har en rig koboltblaa Farve og er stribet af flere Rækker af sorte fløjelsagtige Fjer“2). Kolibrihanner (Figur 48 og 49) kappes næsten med Paradis- fuglene i Skønhed, hvad enhver, der har set Hr. Gould’s Pragtværk eller hans rige Samling, vil indrømme. Det er i høj Grad mærkvær- digt, paa hvor mange forskellige Maader disse Fugle er prydede. Næsten enhver Del af Fjerdragten er bleven benyttet og modifice- ret, og Modifikationerne er, som Hr. Gould har vist mig, drevet vidunderlig vidt hos nogle Arter i næsten hver Undergruppe. Heri er der en mærkelig Lighed med de Husdyrracer, som Mennesket opdrætter for deres Skønheds Skyld: visse Individer varierer op- rindeligt i en Karakter, og andre Individer, der hørte til den samme Art, i andre Karakterer, og disse er bleven benyttede af Mennesket og forstærkede indtil Yderlighed — det gælder saaledes om Hug- stjertens Hale, Jakobinens Paryk, Brevduens Næb og Hudlapper o. s. fr. Den eneste Forskel, der findes mellem disse to Tilfælde, er den, at det ene er Resultatet af Racevalget, medens det andet (Koli- brier, Paradisfugle osv.) skyldes Parringsvalget, d. v. s. skyldes det, at Hunnerne har udvalgt sig de skønneste Hanner. Jeg skal endnu kun nævne en Fugl, der er mærkelig ved den overordentlig store Forskel, der er paa Kønnenes Farve. Det er den berømte Klokkefugl (Chasmorhynchus niveus) fra Sydamerika, en Fugl, hvis Stemme kan høres i tre Miles Afstand, og som for- bavser enhver, der første Gang hører den. Hannen er aldeles hvid, medens Hunnen er smudsiggrøn, og den første Farve er meget sjælden hos Arter af moderat Størrelse, fredelig Levevis, og som lever paa Jorden. Hannen har ogsaa, saaledes som Waterton har beskrevet det, et Spiralrør, der næsten er tre Tommer langt og som udgaar fra Næbbets Grund. Det er kulsort, og plettet over det hele med smaa Dunfjer. Dette Rør kan pustes op med Luft ved en For- bindelse med Ganen, og naar det ikke er oppustet, saa hænger det ned paa den ene Side. Slægten bestaar af fire Arter, hvis Hanner 0 Citeret efter Hr. de Lafresnaye i: „Annals and Mag. of Nat. Hist.“, Vol. XIII, 1854, S. 157; se ogsaa Hr. Wallace’s meget fyldigere Medde- lelse: ibid., Vol. XX, 1857, S. 412 og i hans „Malay Archipelago“. 2) Wallace: „The Malay Archipelago“, Vol. II, 1869, S. 405.