Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

70 Dixon, 1848, S. 8. 383. Om Fringilla i: „Ibis“, Vol. V, *) Om Pelikanen, se Sclater i: „Proc. Zool. Soc.“, 1868, S. 265. Om de amerikanske Finker, se Audubon: „Ornitholog. Biography“, Vol. I, S. 174, 221, og Jerdon: „Birds of India“, Vol. II, S. cannabina fra Madeira, se Hr. E. Vernon Harcourt 1863, S. 230. 2) Se ligeledes: „Ornamental Poultry“ , ved Hr. E. S. 8) „Birds of India“ , Indledning, Vol. I, S. XXIV; om Paafuglen, Vol. III, S. 507. Se Gould: „Introduction to the Trochilidæ“, 1861, S. 15 og 111. de er bleven erhvervede. Visse Finker kaster om Foraaret Randene af deres Fjer og faar derved livligere Farver, medens andre Finker ingen saadanne Forandringer undergaar. Saaledes har den nord- amerikanske Fringilla tristis (ligesom mange andre amerikanske Ar- ter) kun livlige Farver, naar Vinteren er forbi, medens vor Stillids, som ganske svarer til denne Fugl hvad Sædvaner angaar, og vor Sidsken, som staar den endnu nærmere, hvad Bygning angaar, ingen saadan aarlig Forandring undergaar. Men en Forskel af denne Slags i Fjerdragten hos beslægtede Arter er ikke forbavsende; thi den al- mindelige Irisk, som hører til samme Familie, har i England kun purpurfarvet Pande og Bryst om Sommeren, medens den paa Ma- deira beholder disse Farver hele Aaret rundt1). Om Fuglehannernes Stillen til Skue af deres Fjer. — Prydelser af alle Slags, erhvervede enten for en Tid eller for stedse, stilles snedigt til Skue af Hannerne og tjener aabenbart til at opflamme, tiltrække eller bedaare Hunnerne. Men Hannerne stiller undertiden deres Prydelser til Skue, uden at der er Hunner i Nærheden. Dette hænder saaledes undertiden med Hjerperne paa deres Legepladser, og ligeledes med Paafuglen; men denne sidste Fugl ønsker imidler- tid aabenbart en Tilskuer af en eller anden Slags og fremviser ofte, som jeg tidt har set det, sin Fjerpragt for Fjerkræ, ja endogsaa for Svin2). Alle Naturforskere, som har lagt Mærke til Fugles Vaner i vild Tilstand eller i Fangenskab, er enige om, at Hannerne frydes ved at stille deres Skønhed til Skue. Audubon taler hyppigt om Hannen som søgende at fortrylle Hunnen paa forskellige Maader. Hr. Gould siger, efter at have beskrevet nogle Ejendommeligheder ved en Kolibrihan, at han ikke tvivler om, at det staar i dens Magt at stille sig til Skue for Hunnen paa den mest fordelagtige Maade. Dr. Jerdon3) hævder, at Hannens skønne Fjerdragt tjener til „at