Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

72 Vingefjer og frembyder i det hele taget med sine pragtfulde purpur- røde og blaa Hudlapper et stolt, skønt i vore Øjne grotesk Skue. Lignende Ting er allerede bleven fortalt om forskellige Slags Hjerper. Lad os vende os til en anden Orden. Hannen af Rupicola crocea (Fig. 50) er en af Verdens skønneste Fugle, idet den er pragtfuld orangefarvet, og idet nogle af dens Fjer er afskaarne paa en mærkelig Maade og andre er dunbløde. Hunnen er brungrøn, skatteret med rødt og har en meget mindre Top end Hannen. Hr. R. Schomburgk har beskrevet deres Bejlen; han fandt et af deres For- samlingssteder, hvor der var ti Hanner og to Hunner nærværende. Pladsen var fire til fem Fod i Tværmaal og syntes at være bleven befriet for hvert eneste Græsblad og glattet, som om det var sket ved Menneskehænder. En Han „sprang omkring til aabenbar Fornøjelse for forskellige andre. Nu bredte den sine Vinger, kastede Hovedet tilbage, eller foldede sin Hale ud fra hinanden, ligesom en Vifte; nu for den omkring med en hoppende Gang, indtil den blev træt, saa fremklukkede den en Slags Tone, og blev afløst af en anden. Paa denne Maade viste tre sig paa Brædderne, den ene efter den anden, og trak sig derefter selvtilfredse tilbage for at hvile“. Indianerne, der sætter Pris paa disse Fugles Skind, venter ved et af deres For- samlingssteder, indtil Fuglene er ivrigt beskæftigede med at danse, og er da i Stand til med deres forgiftede Pile at dræbe en fire, fem Hanner efter hinanden1). Hos Paradisfuglene forsamler der sig et Dusin eller flere fyldigt befjedrede Hanner paa et Træ, for at af- holde Bal, som de indfødte kalder det, og her flyver de omkring og løfter deres Vinger, rejser deres udmærket smukke Fjer og faar dem til at vibrere, saa hele Træet, som Hr. Wallace bemærker, ser ud som det var lutter viftende Fjer. Naar de er beskæftigede paa denne Maade, bliver de saa optagede deraf, at en dygtig Bueskytte næsten kan ombringe det hele Selskab. Paa det malayiske Arkipelag, hvor disse Fugle holdes i Fangenskab, siges de at være meget om- hyggelige med at holde deres Fjer rene, idet de ofte spreder dem ud fra hinanden, undersøger dem og fjerner enhver Smudsplet. En Iagttager, som havde flere Par levende sammen, tvivlede ikke om, Hannernes Stillen til Skue af deres Fjer havde til Hensigt at be- hage Hunnerne2). ,Journal of R. Geograph. Soc.“, Vol. X, 1840, S. 236. 2) „Annals and Mag. of Nat. Hist.“, Vol. XIII, 1854, S. 157; ogsaa Wal-