Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
33
skal jeg her kun anføre to eller tre Eksempler; de gives paa Reng-
gers Autoritet, og de omhandler amerikanske Abearter, som staar
lavt i deres egen Orden. Rengger fortæller, at da han først gav sine
Aber Æg, trykkede de dem i Stykker og spildte saaledes meget af
Indholdet, senere stødte de forsigtigt den ene Ende mod et haardt
Legeme og pillede saa Skalstumperne af med deres Fingre. Efter
at de havde skaaret sig blot en eneste Gang paa et skarpt Redskab,
vilde de ikke røre det mere, eller ifald de tog fat paa det, behandlede
det med den største Forsigtighed. Der blev ofte givet dem Smaa-
stumper af Sukker, indsvøbt i Papir. Saa fandt Rengger paa under-
tiden at putte en levende Hveps i Kræmmerhuset, saa at Aberne,
naar de hurtig lukkede det op, blev stukket. Efter at dette var hændt
dem en Gang, holdt de altid Kræmmerhuset op for Øret for at høre,
om der var noget, der rørte sig derinde. Den, der ikke ved saadanne
Kendsgerninger som disse og ved, hvad han kan se paa sine egne
Hunde, overbevises om, at Dyr har Forstand, vil heller ikke over-
bevises ved, hvad jeg maatte kunne tilføje. Ikke desto mindre vil
jeg anføre et Eksempel, der omhandler Hunde, da det støtter sig til
to forskellige Iagttagere og netop har noget at gøre med en Modi-
fikation af et Instinkt.
Hr. Colquhoun1) vingeskød to Vildænder, og de faldt paa den
anden Side af en Strøm. Hans Hund forsøgte paa at bringe dem
begge to over paa engang, men det vilde ikke lykkes for den. Om
endskønt den nu aldrig plejede at røre saa meget som en Fjer, saa
dræbte den den ene, bragte den anden over og vendte saa tilbage
efter den døde Fugl. Oberst Hutchinson fortæller, at der blev skudt
to Agerhøns paa engang, den ene blev dræbt, den anden saaret;
den sidste løb væk, blev snappet af Hunden, som da den vendte til-
bage, traf paa den døde Fugl; „den standsede aabenbart i stor For-
legenhed, og da den, efter et eller to Forsøg, fandt, at den ikke
kunde faa den med uden at lade den vingeskudte Fugl undslippe,
betænkte den sig et Øjeblik, tog sig saa paa at myrde den ved at
give den et ordentligt Grams og bragte dem saa begge to bort
sammen. Dette er den eneste Gang den vides med Vilje at have gjort
noget anskudt Skade“. Her har vi Forstand, men ikke ganske fuld-
kommen, thi Hunden kunde have bragt den saarede Fugl over først
’) „The Moor and the Loch“, S. 45. Oberst Hutchinson: „Dog Breaking“,
1850, S. 46.