Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
33 skal jeg her kun anføre to eller tre Eksempler; de gives paa Reng- gers Autoritet, og de omhandler amerikanske Abearter, som staar lavt i deres egen Orden. Rengger fortæller, at da han først gav sine Aber Æg, trykkede de dem i Stykker og spildte saaledes meget af Indholdet, senere stødte de forsigtigt den ene Ende mod et haardt Legeme og pillede saa Skalstumperne af med deres Fingre. Efter at de havde skaaret sig blot en eneste Gang paa et skarpt Redskab, vilde de ikke røre det mere, eller ifald de tog fat paa det, behandlede det med den største Forsigtighed. Der blev ofte givet dem Smaa- stumper af Sukker, indsvøbt i Papir. Saa fandt Rengger paa under- tiden at putte en levende Hveps i Kræmmerhuset, saa at Aberne, naar de hurtig lukkede det op, blev stukket. Efter at dette var hændt dem en Gang, holdt de altid Kræmmerhuset op for Øret for at høre, om der var noget, der rørte sig derinde. Den, der ikke ved saadanne Kendsgerninger som disse og ved, hvad han kan se paa sine egne Hunde, overbevises om, at Dyr har Forstand, vil heller ikke over- bevises ved, hvad jeg maatte kunne tilføje. Ikke desto mindre vil jeg anføre et Eksempel, der omhandler Hunde, da det støtter sig til to forskellige Iagttagere og netop har noget at gøre med en Modi- fikation af et Instinkt. Hr. Colquhoun1) vingeskød to Vildænder, og de faldt paa den anden Side af en Strøm. Hans Hund forsøgte paa at bringe dem begge to over paa engang, men det vilde ikke lykkes for den. Om endskønt den nu aldrig plejede at røre saa meget som en Fjer, saa dræbte den den ene, bragte den anden over og vendte saa tilbage efter den døde Fugl. Oberst Hutchinson fortæller, at der blev skudt to Agerhøns paa engang, den ene blev dræbt, den anden saaret; den sidste løb væk, blev snappet af Hunden, som da den vendte til- bage, traf paa den døde Fugl; „den standsede aabenbart i stor For- legenhed, og da den, efter et eller to Forsøg, fandt, at den ikke kunde faa den med uden at lade den vingeskudte Fugl undslippe, betænkte den sig et Øjeblik, tog sig saa paa at myrde den ved at give den et ordentligt Grams og bragte dem saa begge to bort sammen. Dette er den eneste Gang den vides med Vilje at have gjort noget anskudt Skade“. Her har vi Forstand, men ikke ganske fuld- kommen, thi Hunden kunde have bragt den saarede Fugl over først ’) „The Moor and the Loch“, S. 45. Oberst Hutchinson: „Dog Breaking“, 1850, S. 46.