Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

98 næste Aar blev han lukket inde i et Hus, og da gjorde alle Hønsene Kur til hans Rival“1). Denne Rival var en sortvinget Paafugl, som i vore Øjne er langt skønnere end den almindelige. Lichtenstein, som var en god Iagttager og ved Kap det gode Haab havde udmærket Lejlighed til at gøre Iagttagelser, forsikrede Rudolphi om, at Enkefuglens (Chera progne) Hun skiller sig fra Hannen, naar den mister de lange Halefjer, med hvilke den er prydet i Parringstiden. Jeg antager, at dette er bleven iagttaget paa fangne Fugle2). Her er et andet slaaende Tilfælde: Dr. Jäger3), Direktør for den zoologiske Have i Wien, siger, at en Sølvfasanhan, som havde triumferet over de andre Hanner og var Hunnernes er- klærede Elsker, fik sin skønne Fjerdragt spoleret. Den blev øjeblik- kelig afløst af en Rival, der gik af med Sejren og senere efter førte Flokken. Det er nu ikke nok med at Hunnen vælger, i nogle Tilfælde bej- ler hun til Hannen, ja kæmper endogsaa for at komme i Besiddelse af ham. Hr. R. Heron siger, at hos Paafuglene bliver de første Til- nærmelser altid gjort af Hunnen; noget lignende finder, ifølge Au- dubon, Sted med den vilde Kalkuns gamle Hunner. Hos Tjuren flagrer Hunnerne rundt om Hannen, medens han paraderer paa Legepladsen, og de søger at faa ham til at henvende sin Opmærk- somhed paa dem4). Vi har set, at en tam Vildand efter langvarig Bejlen forførte en tilbageholden Spidsandrik. Hr. Bartlett tror, at Lophophorus, ligesom saa mange andre Hønsefugle, egentlig er polygam, men man kan ikke sætte to Hunner i Bur med en Han, da de kæmper saa meget sammen. Det følgende Eksempel paa Rivali- sering er saa meget mere forbavsende, som det angaar Dompapper, der i Almindelighed mages for Livstid. Hr. Jenner Weir satte en mørkfarvet og grim Hun ned i sit Fuglehus, og hun angreb øjeblikke- lig en anden maget Hun saa ubarmhjertigt, at denne maatte fjernes. ') „Proc. Zool. Soc.“, 1835, S. 54. Den sortvingede Paafugl anser Hr. Sclater for en egen Art, og den er bleven kaldt Pavo nigripennis. a) Rudolphi: „Beyträge zur Anthropologie“, 1812, S. 184. 8) „Die Darwinsche Theorie und ihre Stellung zu Moral und Religion“, 1869, S. 59. 4) Angaaende Paafuglen, se Hr. R. Heron: „Proc. Zoolog. Soc.“, 1835, S. 54, og Hr. E. S. Dixon: „Ornamental Poultry“, 1848, S. 8. Om Kal- kunen, Audubon: ibid., S. 4. Om Tjuren, se Lloyd: „Game Birds of Sweden“, 1867, S. 23.