Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

J) Boitard og Corbié: „Les Pigeons“, 1824, S. 12. Prosper Lucas („Traité de l’Héréd. Nat.“, Tom. II, 1850, S. 296) har selv iagttaget næsten ens Forhold hos Duerne. 2) „Die Taubenzucht“ , 1824, S. 86. 8) „Ornithological Biography“, Vol. I, S. 13. og fyrretyve Aar: „Naar en Hun har Antipati for en Han, med hvil- ken man vil mage hende, saa afslaar hun ihærdigt hans Kærtegn, til Trods for Lidenskabens Ild, til Trods for det Kanariefrø og Hampefrø, man har fodret hende med for at opildne hende, ja trods man lukker hende inde et halvt eller endogsaa et helt Aar; de fyrige Tilnærmelser, Lefleriet, de kælne Bevægelser, den ømme Kurren, intet af alt dette formaar at behage hende, formaar at bevæge hende. Oppustet, surmulende kryber hun sammen i en Krog af sit Fæng- sel, og fjerner sig ikke derfra uden for at drikke og spise eller for med et Slags Raseri at afvise Hannens Kærtegn, naar den bliver vel nærgaaende“1). Paa den anden Side har Hr. Harrison Weir selv iagttaget, og har ogsaa hørt det fra forskellige Dueopdrættere, at Duehunner nu og da fatter en stærk Kærlighed til en bestemt Han og forlader deres egen Han for ham. Ifølge en anden erfaren Iagt- tager, Riedel2), er der nogle Hunner, der er meget lette paa Traa- den, og som foretrækker næsten en hvilken som helst fremmed Han for deres egen Mage. Nogle forliebte Hanner, som vore engelske Dueliebhavere kalder for „muntre Fugle“ (gay birds), er saa hel- dige med deres Galanteri, at de, som Hr. H. Weir meddeler mig, maa lukkes inde paa Grund af de Ulykker, de afstedkommer. Ifølge Audubon hænder det, at de vilde Kalkuner i de forenede Stater „gør Kur til de tamme Hanner, der i Almindelighed modtager dem med stor Glæde“, saa at disse Hunner aabenbart foretrækker de vilde Hanner fremfor deres egne3). Her er et endnu mærkeligere Tilfælde. Hr. R. Heron har i mange Aar lagt Mærke til Paafuglenes Sædvaner, og han holder en stor Mængde af dem. Han siger, at Hunnerne i Almindelighed fore- trækker en bestemt Paafuglehane. De holdt alle saa meget af en gam- mel spraglet Hane, saa at de, da han et Aar var lukket inde, skønt saaledes at han stadig kunde ses, stedse var forsamlede tæt op til hans Fængsels Tremmer og vilde ikke tillade en sortvinget Hane at komme dem nær. Da han blev sluppet løs om Efteraaret, bejlede den bedste af Hønsene straks til ham og var heldig i sin Bejlen. Det