Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

96 Kamphane, der var vanheldet ved at blive stynet, og som har faaet sin Fjerkrave klippet, vilde blive lige saa villigt modtaget som en Hane, der havde beholdt alle sine naturlige Prydelser. Hr. Brent indrømmer imidlertid, at Hannens Skønhed rimeligvis hjælper med til at opflamme Hunnen; og hendes Indvilligelse er nødvendig. Hr. Hewitt er overbevist om, at Parringen paa ingen Maade er rent til- fældig, thi Hunnen foretrækker næsten altid den kraftigste, trodsig- ste og stridbareste Han. Derfor er det næsten unyttigt, siger han, „at forsøge paa at holde rene Racer, dersom en Kamphane med godt Helbred og i god Stand har Adgang til Hønsegaarden, thi næsten hver eneste Høne vil forlade sin Hane og ty til Kamphanen, selv om denne ikke ligefrem driver alle Hanner af den Varietet, hvortil hun hører, bort“. Under almindelige Omstændigheder synes Haner og Høns at komme til en Forstaaelse ved Hjælp af visse Fagter, som Hr. Brent har beskrevet mig. Men Høns søger ofte at undgaa unge Haners ivrige Opmærksomhed. Gamle Høns og Høns af en stridbar Natur holder, som samme Forfatter har meddelt mig, ikke af fremmede Haner og giver ikke efter, førend de er bleven pryg- lede til at samtykke. Ferguson beskriver imidlertid, hvorledes en trættekær Høne blev overvunden ved en Shanghaihanes fine Kur1). Der er Grund til at antage, at Duer af begge Køn foretrækker at parres med Fugle af samme Race, og Markduerne kan ikke lide nogen af de stærkt forbedrede Racer2). Hr. Harrison Weir har for nylig hørt af en paalidelig Iagttager, som holder blaa Duer, at disse driver alle anderledes farvede Varieteter bort, saasom røde, hvide og gule, og af en anden Iagttager har han hørt, at en gulbrun Brev- duehun ikke efter gentagne Forsøg kunde faas til at parres med en sort Han, derimod magedes den øjeblikkelig med en gulbrun. I Al- mindelighed synes Farven alene kun at have ringe Indflydelse paa Magning af Duerne. Hr. Tegetmeier plettede paa min Opfordring nogle af sine Fugle med Magentarødt, men de andre lagde ikke vi- dere Mærke dertil. Duehunner har nu og da en stærk Modbydelighed for visse Han- ner, uden at det er muligt at angive Grunden dertil. Saaledes siger de Herrer Boitard og Corbié, hvis Erfaringer strækker sig over fire ‘) „Rare and Prize Poultry“, 1854, S. 27. 2) „The Variation of Animals and Plants under Domestication“, Vol. II S. 103.