Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
100
pladser, vilde han komme til at tro, at hun havde Magt til at vælge,
blot ved at iagttage den Ivrighed, Bejlerne udfoldede for at behage
hende og for at vise deres Stads. Nu staar det saaledes med Fug-
lene: de har skarpere Iagttagelsesevner, og de synes at have nogen
Smag for det skønne, enten det saa viser sig i Farve eller i Toner.
Det er vist, at Hunnerne nu og da, hvorfor vides ikke, har den stør-
ste Modbydelighed eller Forkærlighed for visse Hanner. Naar Køn-
nene afviger fra hinanden i Farve eller i andre Prydelser, saa er det
med faa Undtagelser Hannerne, der er de stærkest smykkede, enten
hele Aaret rundt eller kun i Parringstiden. De stiller omhyggelig
deres forskellige Prydelser til Skue, anstrenger deres Stemmer og
udfører besynderlige Kaprioler i Hunnernes Nærværelse. Selv vel
bevæbnede Hanner, om hvem man kunde have troet, at deres Held
var afhængigt af Kamplovene, er i de fleste Tilfælde stærkt smyk-
kede, og deres Prydelser er bleven erhvervede paa Kraftens Bekost-
ning. I andre Tilfælde er Prydelserne bleven erhvervede paa Sikker-
hedens Bekostning, idet de blev mere udsat for Rovpattedyr og Rov-
fugle. Hos forskellige Arter plejer mange Individer af samme Køn at
samles paa den samme Plet, og deres Bejlen er en langvarig Affære.
Der er endogsaa Grund til at antage, at Hannerne og Hunnerne i
det samme Distrikt ikke altid er saa heldige at behage hinanden og
blive magede.
Hvad skal vi da slutte af disse Kendsgerninger og Betragt-
ninger? Stiller Hannen sine Yndigheder til Skue med saa megen
Kappelyst til ingen Nytte? Har vi ikke Ret til at tro, at Hunnen væl-
ger og at hun indlader sig med den Han, der behager hende mest?
Det er ikke sandsynligt, at hun bevidst tager Sagen under Over-
vejelse, men hun bliver mest opflammet eller tiltrukket af de skøn-
neste, tonerigeste Hanner. Man behøver nu heller ikke at antage, at
Hunnen studerer hver Farvestribe eller hver Farveplet, f. Eks. at
Paafuglehønen beundrer hver lille Del i Paafuglehannens pragtfulde
Hale — hun faar rimeligvis kun Indtryk af Helheden. Men naar vi
har hørt, hvor omhyggeligt Argusfasanens Han stiller sine elegante
Vingefjer af første Orden til Skue og stiller sine med Øjne forsynede
Fjer i den rette Stilling, for at de kan gøre deres fulde Virkning,
eller hvorledes Stillidshannen skiftevis viser sine guldstænkte Vin-
ger, saa skulde vi alligevel ikke være saa sikre paa, at Hunnen ikke
lægger Mærke til hver lille Skønhedsplet. Som tidligere bemærket