Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
100 pladser, vilde han komme til at tro, at hun havde Magt til at vælge, blot ved at iagttage den Ivrighed, Bejlerne udfoldede for at behage hende og for at vise deres Stads. Nu staar det saaledes med Fug- lene: de har skarpere Iagttagelsesevner, og de synes at have nogen Smag for det skønne, enten det saa viser sig i Farve eller i Toner. Det er vist, at Hunnerne nu og da, hvorfor vides ikke, har den stør- ste Modbydelighed eller Forkærlighed for visse Hanner. Naar Køn- nene afviger fra hinanden i Farve eller i andre Prydelser, saa er det med faa Undtagelser Hannerne, der er de stærkest smykkede, enten hele Aaret rundt eller kun i Parringstiden. De stiller omhyggelig deres forskellige Prydelser til Skue, anstrenger deres Stemmer og udfører besynderlige Kaprioler i Hunnernes Nærværelse. Selv vel bevæbnede Hanner, om hvem man kunde have troet, at deres Held var afhængigt af Kamplovene, er i de fleste Tilfælde stærkt smyk- kede, og deres Prydelser er bleven erhvervede paa Kraftens Bekost- ning. I andre Tilfælde er Prydelserne bleven erhvervede paa Sikker- hedens Bekostning, idet de blev mere udsat for Rovpattedyr og Rov- fugle. Hos forskellige Arter plejer mange Individer af samme Køn at samles paa den samme Plet, og deres Bejlen er en langvarig Affære. Der er endogsaa Grund til at antage, at Hannerne og Hunnerne i det samme Distrikt ikke altid er saa heldige at behage hinanden og blive magede. Hvad skal vi da slutte af disse Kendsgerninger og Betragt- ninger? Stiller Hannen sine Yndigheder til Skue med saa megen Kappelyst til ingen Nytte? Har vi ikke Ret til at tro, at Hunnen væl- ger og at hun indlader sig med den Han, der behager hende mest? Det er ikke sandsynligt, at hun bevidst tager Sagen under Over- vejelse, men hun bliver mest opflammet eller tiltrukket af de skøn- neste, tonerigeste Hanner. Man behøver nu heller ikke at antage, at Hunnen studerer hver Farvestribe eller hver Farveplet, f. Eks. at Paafuglehønen beundrer hver lille Del i Paafuglehannens pragtfulde Hale — hun faar rimeligvis kun Indtryk af Helheden. Men naar vi har hørt, hvor omhyggeligt Argusfasanens Han stiller sine elegante Vingefjer af første Orden til Skue og stiller sine med Øjne forsynede Fjer i den rette Stilling, for at de kan gøre deres fulde Virkning, eller hvorledes Stillidshannen skiftevis viser sine guldstænkte Vin- ger, saa skulde vi alligevel ikke være saa sikre paa, at Hunnen ikke lægger Mærke til hver lille Skønhedsplet. Som tidligere bemærket