Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

101 kan vi kun dømme om, hvorvidt der gøres noget Valg, ved Analogi mellem vort og Fuglenes Sind; og, dersom vi undtager Forstanden, saa er der ikke nogen Grundforskel mellem Fuglenes Sjæleevner og vore. Af disse forskellige Grunde kan vi slutte os til, at Fug- lenes Magning ikke er overladt til Tilfældet, men at de Hanner, som ved deres forskellige Bedaaringsmidler er bedst i Stand til at bedaare eller opflamme Hunnen, i Almindelighed er heldige over- for disse. Dersom man indrømmer dette, saa er det ikke synderlig vanskeligt at forstaa, hvorledes Fuglehannerne lidt efter lidt har erhvervet deres forskellige prydende Egenskaber. Alle Dyr frem- byder individuelle Forskelligheder, og ligesom Mennesket kan modi- ficere sine Husfugle ved at udvælge de Individer, der synes ham de skønneste, saaledes vil ogsaa det, at Hunnerne sædvanlig, eller blot nu og da, foretrækker de mest tiltrækkende Hanner, temmelig sik- kert føre til, at disse bliver modificerede, og saadanne Modifikationer kan i Tidens Løb næsten forøges saa meget, som det skulde være, selvfølgelig dog kun saaledes, som det var foreneligt med Artens Eksistens. Fuglenes Variabilitet, særligt hvad deres sekundære Kønskarak- terer angaar. — Variabilitet og Arvelighed er de Hovedhjørnesten, paa hvilke Udvælgelsen bygger. At Husfugle har varieret meget, og at deres Varieringer er bleven nedarvede, er vist. At de vilde Fugle frembyder individuelle Forskelligheder, indrømmes af enhver, og at de undertiden er bleven omdannede til forskellige Racer, vil heller ingen benægte1). Der er to Slags Varieringer, som umærkeligt gaar over i hinanden, nemlig Smaaforskelligheder mellem alle Medlem- mer af samme Art, og mere stærkt udprægede Afvigelser, som fore- kommer nu og da. Disse sidste træffes sjældent hos de vilde Fugle, og det er meget tvivlsomt, om de ofte er bleven erhvervede ved Ud- i) Ifølge Dr. Blasius („Ibis“, Vol. II, 1860, S. 297) er der 425 uomtviste- lige Arter af Fugle, som ruger i Evropa, foruden 60 Former, der ofte regnes for egne Arter. Af de sidste mener Blasius, at kun ti i Virkelig- heden er tvivlsomme, medens de andre halvtreds burde slaas sammen med deres nærmeste Slægtninge; dette viser, at der maa finde betydelig Varieren Sted hos nogle af vore evropæiske Fugle. Det er ogsaa et blandt Naturforskerne uafgjort Spørgsmaal, hvorvidt forskellige nordamerikan- ske Fugle bør regnes for at være specifik forskellige fra de tilsvarende evropæiske Arter.