Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

134 er noget kortere end Hannens, kunde man hævde, at Kvalitets- valget havde hindret dem i at komme til deres fulde Udvikling. At dømme efter det, vilde Paafuglehønen, dersom Halen først var ble- ven standset i sin Udvikling, dengang den blev ubekvem eller farlig lang, have faaet en meget længere Hale end den, hun i Virkeligheden har, thi hendes Hale er i Forhold til hendes Legemes Størrelse ikke nær saa lang som mange Fasanhunners og ikke nær saa lang som Kalkunhønens. Man maa ogsaa huske paa, at saa snart Paafugle- hønens Hale blev farlig ved sin Længde og sin Udvikling og som en Følge deraf hæmmet, saa vilde, i Overensstemmelse med denne Be- tragtningsmaade, Paafuglehønen stadig have virket tilbage paa sit mandlige Afkom og saaledes have hindret Paafuglehanen fra at er- hverve den pragtfulde Hale, den nu har. Vi maa derfor antage, at Halens Længde hos Paafuglehanen og dens Korthed hos Hønen maa være fremkommet derved, at de Varieringer, der fordredes hos Hannen fra første Færd af, kun er bleven nedarvede til det mandlige Afkom. Vi kommer til en næsten lignende Slutning angaaende Halens Længde hos de forskellige Fasanarter. Hos Ørefasanen (Crossop- tilon auritum) er Halen lige lang hos begge Køn, nemlig seksten eller sytten Tommer. Hos den almindelige Fasan er den omtrent tyve Tommer lang hos Hannen og tolv hos Hunnen; hos Soemmer- ringsfasanen syv og tredive Tommer hos Hannen og kun otte hos Hunnen, og endelig er den hos Reve’s Fasan undertiden fulde to og halvfjerdsindstyve Tommer hos Hannen og seksten hos Hunnen. Saaledes varierer hos de forskellige Arter Hunnens Hale meget i Længde, uden Hensyn til Hannens, og dette kan, synes det mig, med større Sandsynlighed forklares ved Arvelighedslovene, d. v. s. ved at de paa hinanden følgende Varieringer fra første Færd af har været mere eller mindre nøje bundne i deres Nedarving til Han- kønnet — end ved Kvalitetsvalgets Virksomhed, paa Grund af at Halens Længde havde været til Skade for de forskellige Arters Hunner i en større eller mindre Grad. Lad os nu se, hvad Hr. Wallace siger om Fuglenes Farve i For- hold til deres Køn. Han tror, at de straalende Farver, der oprindelig var bleven erhvervede af Hannerne ved Parringsvalg, i alle eller næsten alle Tilfælde vilde være bleven nedarvede til Hunnerne,