Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

133 Slutning, at da vokale og instrumentale Organer kun er til Nytte for Hannerne under deres Bejlen, saa blev disse Organer udviklede ved Parringsvalg og fortsat Brug hos dette Køn alene — idet de paa hinanden følgende Varieringer og Virkningerne af Brug fra første Færd af i en større eller mindre Grad har været bundne til det mandlige Afkom i deres Nedarving. Der kunde anføres mange analoge Tilfælde; Fjerene paa Hove- det f. Eks., der i Almindelighed er længere hos Hannen end hos Hunnen, undertiden lige lange hos begge Køn og engang imellem mangler hos Hunnen, — og det hænder, at alle disse Tilfælde træffes indenfor den samme Fuglegruppe. Det vilde blive vanskeligt at forklare en saadan Forskel mellem Kønnene derhen, at Hunnen havde haft Nytte af at have en lidt kortere Top end Hannen, og at den derfor var bleven formindsket eller fuldstændig undertrykt af Kvalitetsvalget. Men jeg vil tage et heldigere Eksempel, nemlig Ha- lens Længde. Paafuglehanens lange Hale vilde have været ikke blot ubekvem, men farlig for Paafuglehønen i Rugetiden, og medens hun gik omkring med sine Kyllinger. Der er derfor a priori ikke den mindste Usandsynlighed for, at Halen er bleven hæmmet i sin Ud- vikling ved Kvalitetsvalg. Men de forskellige Fasanarters Hunner, der aabenbart er udsat for lige saa megen Fare paa deres aabne Reder som Paafuglehønen, har Haler af en anselig Længde. Lyre- halens (Menura superba) Hunner har lange Haler lige saa vel som Hannerne, og de bygger en lukket Rede, hvilket er noget meget anomalt hos en saa stor Fugl. Naturforskerne har undret sig over, hvor Lyr-ehalehunnen har gjort af sin Hale i Rugetiden, men nu ved man1), at den „gaar forlæns ind i Reden og saa drejer sig rundt med Halen bøjet hen over Ryggen eller oftere om paa Siden. Her- ved bliver med Tiden Halen ganske skæv, og man kan deraf saa nogenlunde se, hvor længe Fuglen har ligget paa Æggene“. Begge Køn hos en avstralsk Isfugl (Tanysiptera sylvia) har de midterste Halefjer stærkt forlængede; og da Hunnen bygger sin Rede i et Hul, bliver disse Fjer, efter Meddelelse fra Hr. R. B. Sharpe, meget forkrøllede under Rugningen. I disse to Tilfælde maa Halefjerenes store Længde være Hun- nen temmelig ubekvem; og da hos begge Arter Hunnens Halefjer ’) Hr. Ramsay i: „Proc. Zoolog. Soc.“ , 1868, S. 50.