Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
132 var gaaet tabt enten ved Ikke-Brug eller ved Kvalitetsvalg. Men dersom man gaar ind paa denne Betragtningsmaade, maatte den ud- strækkes til utallige andre Tilfælde, og den forudsætter, at de nu- levende sporebærende Arters kvindelige Forfædre engang var be- lemrede med et skadeligt Vedhæng. Hos nogle faa Slægter og Arter, f. Eks. Galloperdix, Acomus og den javanske Paafugl (Pavo muticus) har Hunnerne saa vel som Hannerne vel udviklede Sporer. Skal vi heraf slutte, at de bygger en anden Slags Rede end dem, deres nærmeste Slægtninge bygger, hvilke Reder ikke kan tage Skade af deres Sporer, saa der her ikke har været nogen Grund til at fjerne dem? Eller skal vi antage, at disse Hunner særlig trænger til Sporer for at kunne forsvare sig? Det er en rimeligere Slutning, at baade det, at Hunnerne har Sporer, og det, at de ikke har dem, har været Resultatet af, at forskellige Arvelighedslove har været herskende uafhængig af Kvalitetsvalget. Om de mange Hunner, der har rudimentære Sporer, kan vi antage, at nogle af de paa hinanden følgende Varieringer, ved hvilke de blev udviklede hos Hunnerne, indtraf meget tidligt og som en Følge deraf blev nedarvede til Hunnerne. I andre og langt sjældnere Til- fælde, hvor Hunnerne har fuldt udviklede Sporer, kan vi slutte os til, at alle de paa hinanden følgende Varieringer blev nedarvede til dem, og at de lidt efter lidt erhvervede den nedarvede Vane, ikke at ødelægge deres Reder. Stemmeredskaberne og de til Lydfrembringelse forskelligt modi- ficerede Fjer, ligesom ogsaa Instinktet til at bruge disse Ting, er ofte forskellige hos de to Køn, men er undertiden ens hos begge. Kan saadanne Forskelligheder forklares ved, at Hannerne har er- hvervet disse Organer og Instinkter, medens Hunnerne er bleven fri for at arve dem, paa Grund af den Fare, for hvilken de vilde være bleven udsat, idet de kunde komme til at henlede Rovfugles og Rovdyrs Opmærksomhed paa sig? Dette forekommer mig ikke sand- synligt, naar vi tænker paa den Mængde af Fugle, der ustraffet op- liver Landet med deres Stemmer i Foraarstiden1). Det er en sikrere *) Daines Barrington mener imidlertid („Phil. Transact.“, 1773, S. 164), at det er sandsynligt, at kun faa Fuglehunner synger, fordi Sangevnen vilde være farlig for dem i Rugetiden. Han tilføjer, at noget lignende muligvis er Grunden til at Hunnens Fjerbeklædning er mindre pragt- fuld end Hannens.