Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
132
var gaaet tabt enten ved Ikke-Brug eller ved Kvalitetsvalg. Men
dersom man gaar ind paa denne Betragtningsmaade, maatte den ud-
strækkes til utallige andre Tilfælde, og den forudsætter, at de nu-
levende sporebærende Arters kvindelige Forfædre engang var be-
lemrede med et skadeligt Vedhæng.
Hos nogle faa Slægter og Arter, f. Eks. Galloperdix, Acomus og
den javanske Paafugl (Pavo muticus) har Hunnerne saa vel som
Hannerne vel udviklede Sporer. Skal vi heraf slutte, at de bygger en
anden Slags Rede end dem, deres nærmeste Slægtninge bygger,
hvilke Reder ikke kan tage Skade af deres Sporer, saa der her ikke
har været nogen Grund til at fjerne dem? Eller skal vi antage, at
disse Hunner særlig trænger til Sporer for at kunne forsvare sig?
Det er en rimeligere Slutning, at baade det, at Hunnerne har Sporer,
og det, at de ikke har dem, har været Resultatet af, at forskellige
Arvelighedslove har været herskende uafhængig af Kvalitetsvalget.
Om de mange Hunner, der har rudimentære Sporer, kan vi antage,
at nogle af de paa hinanden følgende Varieringer, ved hvilke de
blev udviklede hos Hunnerne, indtraf meget tidligt og som en Følge
deraf blev nedarvede til Hunnerne. I andre og langt sjældnere Til-
fælde, hvor Hunnerne har fuldt udviklede Sporer, kan vi slutte os
til, at alle de paa hinanden følgende Varieringer blev nedarvede til
dem, og at de lidt efter lidt erhvervede den nedarvede Vane, ikke
at ødelægge deres Reder.
Stemmeredskaberne og de til Lydfrembringelse forskelligt modi-
ficerede Fjer, ligesom ogsaa Instinktet til at bruge disse Ting, er
ofte forskellige hos de to Køn, men er undertiden ens hos begge.
Kan saadanne Forskelligheder forklares ved, at Hannerne har er-
hvervet disse Organer og Instinkter, medens Hunnerne er bleven
fri for at arve dem, paa Grund af den Fare, for hvilken de vilde være
bleven udsat, idet de kunde komme til at henlede Rovfugles og
Rovdyrs Opmærksomhed paa sig? Dette forekommer mig ikke sand-
synligt, naar vi tænker paa den Mængde af Fugle, der ustraffet op-
liver Landet med deres Stemmer i Foraarstiden1). Det er en sikrere
*) Daines Barrington mener imidlertid („Phil. Transact.“, 1773, S. 164),
at det er sandsynligt, at kun faa Fuglehunner synger, fordi Sangevnen
vilde være farlig for dem i Rugetiden. Han tilføjer, at noget lignende
muligvis er Grunden til at Hunnens Fjerbeklædning er mindre pragt-
fuld end Hannens.