Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

131 deres Farver. Det at de straalende farvede unge Hanner bliver ud- ryddede og det, at de voksne er heldige i deres Bejlen, kan efter Teorien om, at der eksisterer et Forhold mellem Varieringsperioden og Nedarvingens Form, forklare, at hos mange Fuglearter har kun Hannerne erhvervet straalende Farver og nedarvet dem alene til deres mandlige Afkom. Men jeg har paa ingen Maade til Hensigt at hævde, at Alderens Indflydelse paa Nedarvingens Form indirekte er den eneste Aarsag til den store Forskel i Farvepragt mellem mange Fuglearters Køn. Hos alle de Fugle, hvis Køn er forskellige fra hinanden i Farve, er det et interessant Spørgsmaal, om kun Hannerne er bleven modi- ficerede ved Parringsvalg, idet Hunnerne er bleven ladt uforan- drede eller kun til Dels forandrede derved; eller om Hunnerne er bleven særlig modificerede ved Kvalitetsvalg for Sikkerheds Skyld. Jeg vil derfor omtale dette Spørgsmaal temmelig udførligt; ja ud- førligere end dets virkelige Vigtighed berettiger det til; thi derved kan vi paa en bekvem Maade komme til at tage forskellige sideord- nede Punkter under Overvejelse. Førend vi indlader os paa Spørgsmaalet om Farve, særlig i dets Forhold til Hr. Wallaces Betragtninger, kunde det være nyttigt under et lignende Synspunkt at omtale nogle andre Forskelligheder mellem Kønnene. I Tyskland1) fandtes der tidligere en Hønserace, hos hvilken Hønsene var forsynede med Sporer. De var gode til at lægge Æg, men de ødelagde deres Reder saa stærkt med deres Sporer, at man ikke kunde lade dem ligge paa deres egne Æg. Der- for faldt det mig engang ind, at det var rimeligt, at Sporernes Ud- vikling hos de vilde Hønsefugles Hunner var bleven hæmmet ved Kvalitetsvalg paa Grund af den Skade, deres Reder derved tog. Dette syntes saa meget mere sandsynligt, som Vingesporerne, der ikke kan gøre nogen Skade under Rugningen, ofte er lige saa vei udvik- lede hos Hunnen som hos Hannen, skønt de ikke i saa faa Tilfælde er noget større hos Hannen. Naar Hannen er forsynet med Sporer paa Benene, har Hunnen næsten altid Rudimenter deraf, idet Rudi- menterne undertiden kun bestaar af et Skæl, som hos Arterne af Gallus. Heraf kunde man slutte, at Hunnerne oprindelig havde været forsynede med vel udviklede Sporer, men at disse senere 2) Bechstein: „Naturgesch. Deutschlands“ , 1793, Bd. III, S. 339.