Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

158 Halefjer; men af disse Karakterer har der næppe været nogen Ned- arven til Hunnerne, undtagen at dens Hale viser Spor til den krøl- lede, kløftede Fjer. Vi kan derfor slutte os til, at Hunnerne af forskellige, skønt be- slægtede Arter, ofte har faaet deres Fjerdragt gjort mere eller min- dre forskellig ved de forskellige Grader i Nedarvingen af Karakte- rer, der er erhvervede baade i tidligere og senere Tider af Hannerne ved Parringsvalg. Men det fortjener særlig at blive bemærket, at straalende Farver er bleven langt sjældnere nedarvede end andre Farver. Hannen f. Eks. af Blaakælksangeren (Cyanecula suecia) har et stærkt blaat Bryst med et næsten trekantet rødt Mærke paa. Nu er Mærker af tilnærmelsesvis samme Form bleven nedarvede til Hunnen, men Pletten i Midten er gulagtig i Stedet for rød og er omgivet af spættede Fjer i Stedet for af blaa. Hønsefuglene frem- byder mange analoge Tilfælde; thi ingen af de Arter, saadan som Agerhøns, Vagtler, Perlehøns osv., hos hvilke Fjerdragtens Farver i en betydelig Grad er bleven overført fra Hannen til Hunnen, har straalende Farver. Et godt Eksempel herpaa har vi hos de Fasaner, hos hvilke Hannen i Almindelighed er langt mere straalende end Hunnen, men hos den ørede Fasan og Wallich’s Fasan (Crossoptilon auritium og Phasianus Wallichii) ligner de to Køn nøje hinanden, og deres Farver er matte. Vi kan gaa saa vidt, saa at vi kan antage, at dersom nogen Del af Fjerdragten hos disse to Fasaners Hanner var bleven straalende farvet, saa vilde dette ikke være bleven nedarvet til Hunnerne. Disse Forhold er stærke Støtter for Hr. Wallace’s An- tagelse, den nemlig, at hos Fugle, der er udsat for nogen Fare i Rugetiden, er Nedarvingen af straalende Farver fra Hannen til Hun- nen bleven forhindret ved Kvalitetsvalg. Vi maa imidlertid ikke glemme, at den anden tidligere meddelte Forklaring er mulig, den nemlig, at de Hanner, som varierede og blev straalende, medens de var unge og uerfarne, vil have været udsat for megen Fare og vil i Almindelighed være bleven ødelagt; de ældre og mere forsigtige Hanner vil derimod, ifald de varierede paa en lignende Maade, ikke blot have været i Stand til at holde sig i Live, men vil have været begunstigede i deres Rivalisering med andre Hanner. Nu har Varie- ringer, der indtræffer i en sen Livsperiode, Tendens til udelukkende at blive nedarvede til det samme Køn, saa at de yderst straalende Farver ikke i dette Tilfælde vilde være bleven nedarvede til Hun-