Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

157 hinanden, vilde vi se, at de hovedsagelig afviger fra hinanden i de Punkter, i hvilke de til Dels ligner deres respektive Hanner; og Hannernes Farver kan roligt tilskrives Parringsvalget. Hos mange Arter af Hønsefugle er der overordentlig stor Forskel paa Kønnene; Eksempler herpaa er Fasanen, Paafuglen og Hønen, medens der hos andre Arter har været en delvis eller endogsaa fuldstændig Overførelse af Karakter fra Han til Hun. Hunnerne af de forskellige Arter af Polyplectron har ogsaa, navnlig paa Halen, deres Hanners pragtfulde Øjne, men i en mattere Tilstand. Agerhønens Hun er kun forskellig fra Hannen derved, at det røde Tegn paa hendes Bryst er mindre, og den vilde kalkunske Høne er kun forskellig fra Hanen derved, at den har meget mattere Farver. Hos Perlehønen er de to Køn ikke til at kende fra hinanden. Det er ikke usandsynligt, at denne sidste Fugls simple, men ejendommelig plettede Fjerdragt er bleven erhvervet af Hannerne ved Parringsvalg og saa er bleven nedarvet til begge Køn; thi den er ikke væsentlig forskellig fra den meget smukkere plettede Fjerdragt, der er ejendommelig for Tra- gopanfasanens Hanner alene. Man burde lægge Mærke til, at i nogle Tilfælde er Overførelsen af Karakterer fra Hannen til Hunnen aabenbart sket paa et fjernt tilbageliggende Tidspunkt, idet Hannen senere er undergaaet store Forandringer, uden at overføre nogen af sine sidst erhvervede Ka- rakterer til Hunnen. Hunnen og Ungerne af Sorthjerpen (Tetrao tetrix) ligner f. Eks. temmelig nøje begge Køn og Ungerne af Rød- hjerpen (T. scoticus); og vi kan som en Følge heraf slutte os til, at Sorthjerpen nedstammer fra en eller anden gammel Art, hos hvilken begge Køn var farvede paa næsten samme Maade som Rødhjerpen. Da begge Køn hos denne sidste Art har mere tydelige Tværstriber under Parringstiden end til nogen anden Tid, og da Hannen afviger lidt fra Hunnen, hvad dens mere stærkt udprægede røde og brune Farve angaar1), kan vi slutte os til, at dens Fjerdragt i det mindste til en vis Grad er bleven paavirket af Parringsvalg. I saa Fald kan vi endvidere antage, at Sorthjerpehunnens Fjerdragt, der næsten ser saadan ud, blev frembragt paa en lignende Maade i en eller anden tidligere Periode. Men siden den Tid har Sorthjerpehannen faaet sin smukke, sorte Fjerdragt med dens kløvede og til Siden krøllede ') Macgillivray: „Hist. British Birds", Vol. I, S. 172—74.