Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

168 simplere Stemmeredskaber. Saaledes er der bleven bevirket en næsten fuldstændig Ombytning af de to Køns Instinkter, Vaner, Temperament, Farve, Størrelse og nogle enkelte Bygningsforhold. Dersom vi nu kunde antage, at Hannerne i denne Klasse havde mistet noget af den Fyrighed, der er almindelig for det mandlige Køn, saaledes at de ikke længer søger ivrigt efter Hunnerne, eller dersom vi kunde antage, at Hunnerne er bleven meget talrigere end Hannerne — og hvad en indisk Turnix angaar, saa siger man, at dens Hunner „træffes langt almindeligere end Hannerne“1) — saa er det ikke usandsynligt, at Hunnerne vilde være bleven ført til at gøre Kur til Hannerne, i Stedet for at blive gjort Kur til af dem. Dette er i Virkeligheden til en vis Grad Tilfældet med nogle Fugle, og vi har jo saaledes set, at det gælder om Paafuglen, den vilde Kal- kun og visse Slags Hjerper. Naar vi ser hen til de fleste Fuglehan- ners Sædvaner, saa maa Turnix- og Emuhunnernes Størrelse, Styrke og usædvanlige Stridbarhed betyde, at de anstrenger sig med at drive rivaliserende Hunner bort for at komme i Besiddelse af Han- nen, og denne Antagelse gør alle Forholdene tydelige; thi Hannerne vil rimeligvis blive mest bedaarede eller opflammede af de Hunner, som var mest tiltrækkende for dem paa Grund af deres livlige Far- ver, Prydelser eller Stemmemidler. Parringsvalget vilde da snart komme i Arbejde med stadig at forstærke Hunnernes tiltrækkende Egenskaber, medens det lod Hannerne og Ungerne ganske, som de var, eller ogsaa modificerede dem en lille Smule. Klasse III. Naar den voksne Han ligner den voksne Hun, har Ungerne af begge Køn en ejendommelig første Fjerdragt. — I denne Klasse ligner begge Køn hinanden, naar de er voksne, og er forskel- lige fra Ungerne. Hertil hører mange Fugle af mange Slags. Man kan næppe skelne Rødkælkehannen fra Hunnen, medens Ungerne er vidt forskellige med deres spraglede, smudsig olivenfarvede og brune Fjerdragt. Hannen og Hunnen hos den pragtfuldt skarlagenfarvede Ibis er ens, medens Ungerne er brune, og Skarlagensfarven, om endskønt den er almindelig for begge Køn, er aabenbart alligevel en Kønskarakter, thi den er ikke godt udviklet hos Fugle i Fangen- skab, ganske i Analogi med, hvad der saa ofte hænder hos Hanfugle x) Jerdon: „Birds of India“, Vol. III, S. 598.