Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

167 paa Vingefjerene af første Orden, der er mere iøjnefaldende end Pletterne hos Hunnen1). Vi ser altsaa, at de Tilfælde i hvilke Hunfuglene har mere iøjne- faldende Farver end Hannerne, medens Ungerne i deres ufærdige Fjerdragt ligner de voksne Hanner i Stedet for de voksne Hunner, saaledes som i den foregaaende Klasse, ikke er talrige, om endskønt de findes spredt i forskellige Ordener. Det Beløb af Forskel, der er mellem Kønnene, er uden Sammenligning mindre end det, der hyp- pig træffes i den sidste Klasse, saa at Grunden til Forskellen, hvil- ken den saa har været, har indvirket enten mindre energisk paa Hunnerne i denne Klasse eller paa Hannerne i foregaaende Klasse. Hr. Wallace tror, at Hannerne har faaet deres Farver gjort mindre iøjnefaldende, for at de kan være beskyttede i Rugetiden; men For- skellen mellem Kønnene synes næppe i noget af de foregaaende Til- fælde at være stor nok til, at man roligt kan gaa ind paa denne An- tagelse. I nogle af Tilfældene er Hunnernes straalende Farver næ- sten indskrænkede til Undersiden, og Hannerne vilde ikke, ifald de havde været saaledes farvede, have været udsat for Fare, medens de sad paa Æggene. Man burde ogsaa huske paa, at Hannerne ikke blot er i en ringe Grad mindre iøjnefaldende farvede end Hunnerne, men desuden er mindre og mindre stærke. De har fremdeles ikke blot erhvervet sig det moderlige Rugeinstinkt, men er ogsaa mindre stridbare og larmende end Hunnerne, og i et enkelt Tilfælde har de ’) Om Milvago se: „Zoology of the Voyage of the „Beagle : Birds , 1841, S. 16. Angaaende Climacteris og Natravnen (Eurostopodus) se Gould: „Handbook to the Birds of Australia“, Vol. I, S. 602 og 97. Den ny- zeelandske Gravand (Tadorna variegata) frembyder et ganske anomalt Tilfælde; Hunnens Hoved er nemlig af en ren hvid Farve, og Ryggen er rødere end Hannens; Hannens Hoved har en fyldig mørk Broncefarve, og dens Ryg er beklædt med fint skiferfarvede Fjer, saa at den anses for at være skønnere end Hunnen. Hannen er større og mere stridbar end Hunnen og sidder ikke paa Æggene. I alle disse Henseender kom- mer den altsaa ind under den første Klasse; men Hr. Sclater iagttog („Proc. Zool. Soc.“, 1866, S. 150) med megen Forbavselse, at Ungerne af begge Køn, naar de var omtrent tre Maaneder gamle, i Stedet for at ligne de voksne Hunner, lignede de voksne Hanner, idet de havde mørke Hoveder og Halse; i dette Tilfælde synes det saaledes, som om Hunnerne var blcvøn modificerede, medens Hannerne og Ungerne har beholdt et tidligere Stadiums Fjerdragt.