Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

41 de microcephale (smaahjernede) Idioter1) og hos de vilde Menneske- racer til Efterligning tff, hvad de hører, vel at lægges Mærke til. Da Aber ganske vist forstaar meget af, hvad Mennesker siger til dem, og da de i vild Tilstand frembringer Skrig, der skal advare deres Kammerater imod Fare,2) saa synes det ikke aldeles utroligt, at et eller andet usædvanlig klogt abelignende Dyr kunde have fundet paa at efterligne Rovdyrenes Hyl for derved at tilkendegive for sine Med-Aber, af hvad Natur Faren var, og dette vilde da have været et første Trin til Dannelsen af et Sprog. Som Stemmen blev brugt mere og mere, vilde Stemmeorganerne være bleven styrkede og fuldkommengjort ifølge Loven om de arve- lige Virkninger af Brug, og dette vil igen have virket paa Tale- evnen. Men Forholdet mellem den fortsatte Brug af Talen og Ud- viklingen af Hjernen har uden Tvivl været langt, langt vigtigere. De sjælelige Evner hos nogle af Menneskets tidlige Stamfædre maa have været udviklede i højere Grad, end det er det hos nogen af de nulevende Aber, før selv den mest ufuldkomne Form for Talen kunde være kommen i Brug. Men vi kan roligt tro, at fortsat Brug af denne Evne og Fremskridt i saa Henseende vil have virket til- bage paa Sindet ved at sætte det i Stand til og ved at ægge det til at beskæftige sig med længere Tankeforbindelser. En lang og sammensat Tankeforbindelse kan lige saa lidt komme i Stand uden Hjælp af Ord, udtalte eller uudtalte, som man kan udføre lange Be- regninger uden Hjælp af Figurer eller Tal. Det synes ogsaa, at selv almindelige Tankeforbindelser næsten fordrer et Slags Sprog; thi den døvstumme og blinde Pige Laura Bridgman saas bruge sine Fingre, mens hun drømte.3) Ikke desto mindre kan en lang Række- følge af levende og sammenhængende Ideer drage forbi Sjælen uden Hjælp af Sprog i nogen som helst Form, hvilket vi kan se af Hun- denes lange Drømme. Vi har ogsaa set, at Jagthunde er i Stand til til en vis Grad at ræsonnere, og dette gør de aabenbart uden at ’) Vogt: „Mémoire sur les Microcéphales“ , 1867. S. 169. For de vildes Vedkommende har jeg anført nogle Eksempler i min: „Journal of Re- searches“ , 1845. S. 206. 2) Herpaa vil man finde tilstrækkelig Bekræftelse i de to ofte citerede Vær- ker af Brehm og Rengger. a) Se Bemærkninger des angaaende i Hr. Maudsley’s: „The Physiology and Pathology of Mind, 2. Edit. 1868. S. 199. 4*