Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

170 som er ens1), medens Ungerne af andre Arter afviger betydeligt fra Forældrene. Hos den almindelige Skovskade er begge Køn og Ungerne ganske ens, men hos Kanada-Skovskaden (Perisoreus ca- nadensis) afviger Ungerne saa meget fra deres Forældre, at de tid- ligere blev beskrevne som en særskilt Art2). Før jeg gaar videre, maa jeg tillade mig den Bemærkning, at i denne og de to næste Klasser er Forholdene saa indviklede, og Slut- ningerne saa tvivlsomme, at de, der ikke har nogen særlig Interesse for Spørgsmaalet, gør bedst i at springe dette Parti over. De straalende eller iøjnefaldende Farver, som karakteriserer mange af Fuglene i denne Klasse, kan sjældent eller aldrig gøre Nytte som Beskyttelsesfarver, saa at det rimeligste er, at Hannerne har erhvervet dem ved Parringsvalg og dernæst nedarvet dem til Hunnerne og Ungerne. Det er imidlertid muligt, at Hannerne kan have udvalgt de mest tiltrækkende Hunner, og ifald disse nedarvede deres Karakterer til Afkommet af begge Køn, vilde der derved være fremkommet de samme Resultater, som ved at Hunnerne havde valgt de mest tiltrækkende Hanner. Men der er en Del, der taler for, at dette sjældent eller aldrig har fundet Sted i nogen af de Fuglegrup- per, hos hvilke Kønnene i Almindelighed er ens; thi selv om nogle faa af de paa hinanden følgende Varieringer ikke var bleven ned- arvede til begge Køn, vilde Hunnerne i en ringe Grad have over- gaaet Hannerne i Skønhed. Nøjagtig det modsatte indtræffer i vild Tilstand, thi i næsten enhver stor Gruppe, i hvilken Kønnene i Al- mindelighed ligner hinanden, er Hannerne af nogle faa Arter i en ringe Grad mere straalende farvede end Hunnerne. Det er fremdeles muligt, at Hunnerne kan have udvalgt de skønneste Hanner og disse Hanner igen have udvalgt de skønneste Hunner, men det er tvivl- somt, hvorvidt der er nogen Rimelighed for, at denne dobbelte Ud- vælgelsesproces har kunnet finde Sted, eftersom det ene Køn er meget ivrigere end det andet, og ligeledes er det tvivlsomt, hvor- vidt dette vilde have været mere virksomt end Udvælgelse fra den ene af Siderne alene. Det er derfor den rimeligste Antagelse, at Parringsvalget i denne Klasse, hvad Prydelserne angaar, har virket i Overensstemmelse med det, der er den almindelige Regel gennem *) Gould, ibid. Vol. II, S. 37, 46, 56. 2) Audubon: „Ornith. Biography“ , Vol. II, S. 55.