Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

179 stemmelse med den almindelige Regel, at ligne den voksne Hun, lige fra første Færd af at antage de Farver, der er ejendommelige for Hannerne, og deres Halefjer bliver tilmed snart forlængede. Denrfe Meddelelse skylder jeg Hr. Gould, som ogsaa har givet mig den føl- gende mere slaaende og tidligere ikke offentliggjorte Meddelelse. To Kolibrier, der hører til Slægten Eustephanus, og begge er smuk- ke, bebor den lille 0 Juan Fernandez og er altid bleven regnede som specifik forskellige. Men man har for nylig overbevist sig om, at den ene, som er livlig valdnøddebrunt farvet med et gyldenrødt Hoved, er Hannen, medens den anden, som er elegant spættet med grønt og hvidt og har et metalglinsende grønt Hoved, er Hunnen; nu ligner Ungerne fra første Færd af til en vis Grad de voksne af det tilsva- rende Køn, idet Ligheden lidt efter lidt bliver mere og mere fuld- stændig. Betragter vi noget nærmere dette sidste Tilfælde, og lader vi, ligesom tidligere, Ungens Fjerdragt lede os, saa kunde det se ud, som om begge Køn var bleven gjort uafhængige af hinanden, og ikke som om det ene Køn delvis havde overført sin Skønhed til det andet Køn. Hannen har aabenbart erhvervet sig sine straalende Far- ver ved Parringsvalg, paa samme Maade som f. Eks. Paafuglen eller Fasanen i vor første Klasse, og Hunnen paa samme Maade som Rhynchæa- eller Turnixhunnerne i vor anden Klasse. Men det er meget vanskeligt at forstaa, hvorledes dette kan være sket samtidig med den samme Arts to Køn. Hr. Salvin siger, som vi har set i ot- tende Kapitel, at hos visse Kolibrier er der et langt større Antal Hanner end Hunner, medens der af andre Arter, som bebor det samme Land, er en langt større Mængde Hunner end Hanner. Der- som vi nu kunde antage, at Hannerne hos Juan Fernandezarten i en eller anden tidligere lang Periode havde ovérgaaet Hunnerne stærkt i Individantal, og at Hunnerne i en anden lang Periode havde over- gaaet Hannerne stærkt i Individantal, saa vil vi kunne forstaa, hvor- ledes Hannerne til en Tid, og Hunnerne til en anden Tid kan være bleven gjort skønne ved Udvælgelse af de livligst farvede Indivi- der af hvert af Kønnene, idet saa begge Køn nedarvede deres Ka- rakterer til deres Unger i en noget tidligere Alder end sædvanlig. Om dette er den rigtige Forklaring, skal jeg ikke indlade mig paa at paastaa, men Sagen er for mærkelig til, at den kan forbigaas uden særlig Omtale.