Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
178 har meddelt mig, at Ungerne af begge Køn kan kendes fra hinanden ved Hjælp af denne Karakter, selv som ganske smaa. I Drosselfami- lien har man bemærket et usædvanligt stort Antal lignende Tilfælde; Solsortens Han (Turdus merula) kan som lille skelnes fra Hunnen, eftersom Svingfjerene, der ikke skiftes saa snart som Kropfjerene, beholder en brunlig Farve indtil det andet almindelige Fjerskifte1). Spottefuglenes (Turdus polyglottus), Linné) to Køn afviger meget lidt fra hinanden, dog kan man let meget tidligt kende Hannerne fra Hunnerne derpaa, at deres Farve er snehvid2). Hannerne hos en Skovdrossel og hos en Klippedrosselart, nemlig Orocetes erythroga- stra og Petrocincla cyanea, har mange af deres Fjer farvede smukt blaa, medens Hunnerne er brune, og de spæde Unger af Hankønnet af begge Arter har paa deres vigtigste Vinge- og Halefjer en Bræm- me af blaat, medens Hunnernes er bræmmede af brunt3), saa at netop de Fjer, som hos den unge Solsort antager deres færdige Ka- rakter og bliver sorte efter de andre, hos disse to Arter antager denne Karakter og bliver blaa efter de andre. Den sandsynligste Forklaring af disse Tilfælde er den, at Hannerne, til Forskel fra hvad der indtræffer i Klasse I, har nedarvet deres Farver til deres mandlige Afkom i en tidligere Alder end den, i hvilken de selv først erhvervede dem; thi dersom de havde varieret, medens de var gan- ske unge, vilde de sandsynigvis have nedarvet alle deres Karakterer til deres Afkom af begge Køn4). Hos Aiturus polytmus (en af Kolibrierne) har Hannen pragt- fulde sorte og grønne Farver, og to af Halefjerene er meget stærkt forlængede; Hunnen har en almindelig Hale og lidet iøjnefaldende Farver; men nu begynder de unge Hanner, i Stedet for, i Overens- x) Blyth i: Charlesworth’s „Mag. of Nat. Hist.“, Vol. I, 1837, S. 362, og Meddelelser til mig. 2) Audubon: „Ornith. Biography“, Vol. I, S. 113. 3) Hr. C. A. Wright i: „Ibis“, Vol. VI, 1864, S. 65. Jerdon: „Birds of India“ , Vol. I, S. 515. Endvidere kan følgende Eksempler anføres: De unge Hanner af Tanagra rubra kan kendes fra de unge Hunner, (Audubon: „Ornith. Biography“ , Vol. IV, S. 392) og saaledes forholder det sig ogsaa med Afkommet af en blaa indisk Nøddeknækker (Dendrophila frontalis) (Jerdon: „Birds of India“, Vol. I, S. 389). Hr. Blyth meddeler mig ogsaa, at de to Køn hos den sortstribede Digesmutte (Saxicola rubicola) meget tidlig kan kendes fra hinanden.