Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
178
har meddelt mig, at Ungerne af begge Køn kan kendes fra hinanden
ved Hjælp af denne Karakter, selv som ganske smaa. I Drosselfami-
lien har man bemærket et usædvanligt stort Antal lignende Tilfælde;
Solsortens Han (Turdus merula) kan som lille skelnes fra Hunnen,
eftersom Svingfjerene, der ikke skiftes saa snart som Kropfjerene,
beholder en brunlig Farve indtil det andet almindelige Fjerskifte1).
Spottefuglenes (Turdus polyglottus), Linné) to Køn afviger meget
lidt fra hinanden, dog kan man let meget tidligt kende Hannerne fra
Hunnerne derpaa, at deres Farve er snehvid2). Hannerne hos en
Skovdrossel og hos en Klippedrosselart, nemlig Orocetes erythroga-
stra og Petrocincla cyanea, har mange af deres Fjer farvede smukt
blaa, medens Hunnerne er brune, og de spæde Unger af Hankønnet
af begge Arter har paa deres vigtigste Vinge- og Halefjer en Bræm-
me af blaat, medens Hunnernes er bræmmede af brunt3), saa at
netop de Fjer, som hos den unge Solsort antager deres færdige Ka-
rakter og bliver sorte efter de andre, hos disse to Arter antager
denne Karakter og bliver blaa efter de andre. Den sandsynligste
Forklaring af disse Tilfælde er den, at Hannerne, til Forskel fra
hvad der indtræffer i Klasse I, har nedarvet deres Farver til deres
mandlige Afkom i en tidligere Alder end den, i hvilken de selv først
erhvervede dem; thi dersom de havde varieret, medens de var gan-
ske unge, vilde de sandsynigvis have nedarvet alle deres Karakterer
til deres Afkom af begge Køn4).
Hos Aiturus polytmus (en af Kolibrierne) har Hannen pragt-
fulde sorte og grønne Farver, og to af Halefjerene er meget stærkt
forlængede; Hunnen har en almindelig Hale og lidet iøjnefaldende
Farver; men nu begynder de unge Hanner, i Stedet for, i Overens-
x) Blyth i: Charlesworth’s „Mag. of Nat. Hist.“, Vol. I, 1837, S. 362, og
Meddelelser til mig.
2) Audubon: „Ornith. Biography“, Vol. I, S. 113.
3) Hr. C. A. Wright i: „Ibis“, Vol. VI, 1864, S. 65. Jerdon: „Birds of
India“ , Vol. I, S. 515.
Endvidere kan følgende Eksempler anføres: De unge Hanner af Tanagra
rubra kan kendes fra de unge Hunner, (Audubon: „Ornith. Biography“ ,
Vol. IV, S. 392) og saaledes forholder det sig ogsaa med Afkommet af en
blaa indisk Nøddeknækker (Dendrophila frontalis) (Jerdon: „Birds of
India“, Vol. I, S. 389). Hr. Blyth meddeler mig ogsaa, at de to Køn
hos den sortstribede Digesmutte (Saxicola rubicola) meget tidlig kan
kendes fra hinanden.