214
Dyret hvilede sit Hoved ved at sætte dem om en Gren. Deres kon-
vekse Sider kunde imidlertid gøre udmærket Nytte som Forsvars-
vaaben, naar Hovedet blev holdt lidt paa skraa, og deraf kommer
det maaske, at de hos de gamle Dyr i Almindelighed er brækkede
af som ved at kæmpe“1). Her har vi da det mærkelige Tilfælde, at
Hjortesvinets øvre Stødtænder i Dyrets Ungdom regelmæssig har
en saadan Vækst, at de derved aabenbart gøres skikkede til For-
svarsvaaben, medens hos den evropæiske Vildorne de nedre Stød-
tænder i en mindre Grad og kun paa Dyrets gamle Dage faar saa
Fig. 65.
Hoved af det æthiopiske Vortesvin, efter „Proc. Zool. Soc.“ 1869. (Jeg ser nu, at denne Tegning
forestiller Hovedet af en Hun, men den viser i formindsket Maalestok Ornens Karakterer.)
næsten den samme Form og saa paa samme Maade ene og alene
gør Nytte som Forsvarsvaaben.
Hos Vortesvinet (Phacochoerus æthiopicus, Figur 65) krum-
mer Stødtænderne i Overkæben opad hos Ornen i dens Ungdom,
og da de er spidse, er de frygtelige Vaaben. Stødtænderne i Under-
kæben er skarpere end Overkæbens, men da de er saa korte, er
det næppe rimeligt, at de kan bruges som Angrebsvaaben. De maa
imidlertid styrke dem i Overkæben meget, da de er slidte saaledes,
at de sidder tæt op til Roden af dem. Hverken de øverste eller
nederste Stødtænder synes at være bleven særligt modificerede til
') Se Hr. Wallace’s interessante Beretning om dette Dyr i; „The Malay
Archipelago“, 1869, Vol. I, S. 435.