Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
216 oven- i saa have at bide hinanden i ingen af dem, der Ehrenberg sammen- med en ung Løves *) Dr. Murie om Otaria i: „Proc. Zoolog. Soc.“ , 1869, S. 109. I den for citerede Afhandling (S. 75) udtaler Hr. J. A. Allen sin Tvivl om, hvorvidt Halsens Haar, der er længere hos Hannen end hos Hunnen, fortjener Navn af Manke. Hanner (Otaria jubata1) har store Manker, medens Hunnerne ingen har eller i alt Fald kun har smaa. Kap det gode Haabs Bavianers Han (Cynocephalus porcarius) har en meget længere Manke og større Hjørnetænder end Hunnen, og Manken tjener den sandsyn- ligvis til Beskyttelse; thi da jeg spurgte en af Vogterne i zoologisk Have, uden at lade ham forstaa, i hvad Hensigt jeg spurgte, om nogen af Aberne særligt var tilbøjelige til Nakken, fik jeg det Svar, at det var der gjorde, undtagen den ovenfor nævnte Bavian, ligner den voksne Hamadryasbavians Manke Manke, men hos Ungerne af begge Køn og hos Hunnerne skal Man- ken næsten mangle. Det forekom mig sandsynligt, at den amerikanske Bisonhans uhyre store, uldne Manke, som næsten naar ned til Jorden, og som er meget mere udviklet hos Hannerne end hos Hunnerne, gjorde Nytte som Forsvarsvaaben i disse Dyrs skrækkelige Kampe, men en erfaren Jæger fortalte Judge Caton, at han aldrig havde set Færd til noget, der kunde støtte denne Antagelse. Hingsten har en tæt- tere og fyldigere Manke end Hoppen; og jeg har særligt forespurgt mig hos to store Opdrættere og Trænerere, som har mange Fuld- blodsheste i deres Varetægt, og de har forsikret mig, at de „stadig søger at faa hinanden fat i Nakken“. Af de ovenstaaende Meddelel- ser følger det nu ikke ligefrem, at naar Haaret paa Halsen gør Nytte som Forsvarsvaaben, at det saa ogsaa oprindelig er blevet udviklet i dette Øjemed, skønt det i nogle Tilfælde synes rimeligt, saaledes f. Eks. for Løvens Vedkommende. Hr. M’Neill meddeler mig, at de lange Haar paa Kronhjortens (Cervus elaphus) Strube tjener den til Beskyttelse, naar den bliver jaget; thi Hundene søger i Almindelighed at gribe den i Struben; men det er ikke rimeligt, at disse Haar særligt er bleven udviklede i dette Øjemed; thi Fald kan vi være sikre paa, at Ungerne og Hunnerne vilde været beskyttede paa lignende Maade.