Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
216
oven-
i saa
have
at bide hinanden i
ingen af dem, der
Ehrenberg sammen-
med en ung Løves
*) Dr. Murie om Otaria i: „Proc. Zoolog. Soc.“ , 1869, S. 109. I den
for citerede Afhandling (S. 75) udtaler Hr. J. A. Allen sin Tvivl om,
hvorvidt Halsens Haar, der er længere hos Hannen end hos Hunnen,
fortjener Navn af Manke.
Hanner (Otaria jubata1) har store Manker, medens Hunnerne ingen
har eller i alt Fald kun har smaa. Kap det gode Haabs Bavianers
Han (Cynocephalus porcarius) har en meget længere Manke og
større Hjørnetænder end Hunnen, og Manken tjener den sandsyn-
ligvis til Beskyttelse; thi da jeg spurgte en af Vogterne i zoologisk
Have, uden at lade ham forstaa, i hvad Hensigt jeg spurgte, om
nogen af Aberne særligt var tilbøjelige til
Nakken, fik jeg det Svar, at det var der
gjorde, undtagen den ovenfor nævnte Bavian,
ligner den voksne Hamadryasbavians Manke
Manke, men hos Ungerne af begge Køn og hos Hunnerne skal Man-
ken næsten mangle.
Det forekom mig sandsynligt, at den amerikanske Bisonhans
uhyre store, uldne Manke, som næsten naar ned til Jorden, og som
er meget mere udviklet hos Hannerne end hos Hunnerne, gjorde
Nytte som Forsvarsvaaben i disse Dyrs skrækkelige Kampe, men
en erfaren Jæger fortalte Judge Caton, at han aldrig havde set Færd
til noget, der kunde støtte denne Antagelse. Hingsten har en tæt-
tere og fyldigere Manke end Hoppen; og jeg har særligt forespurgt
mig hos to store Opdrættere og Trænerere, som har mange Fuld-
blodsheste i deres Varetægt, og de har forsikret mig, at de „stadig
søger at faa hinanden fat i Nakken“. Af de ovenstaaende Meddelel-
ser følger det nu ikke ligefrem, at naar Haaret paa Halsen gør
Nytte som Forsvarsvaaben, at det saa ogsaa oprindelig er blevet
udviklet i dette Øjemed, skønt det i nogle Tilfælde synes rimeligt,
saaledes f. Eks. for Løvens Vedkommende. Hr. M’Neill meddeler
mig, at de lange Haar paa Kronhjortens (Cervus elaphus) Strube
tjener den til Beskyttelse, naar den bliver jaget; thi Hundene søger
i Almindelighed at gribe den i Struben; men det er ikke rimeligt,
at disse Haar særligt er bleven udviklede i dette Øjemed; thi
Fald kan vi være sikre paa, at Ungerne og Hunnerne vilde
været beskyttede paa lignende Maade.