Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
220
flødigt at nævne andre Eksempler, og jeg skal kun tilføje, at Hr.
Barr, som omhyggeligt har opdrættet mange Blodhunde, siger, at
næsten hvert Øjeblik viser bestemte Individer en afgjort Forkær-
lighed for Individer af det andet Køn. Endelig har Hr. Cuppies,
efter at have lagt Mærke til dette Spørgsmaal endnu et Aar, nylig
skrevet til mig: „Jeg har faaet fuld Bekræftelse paa min tidligere
Meddelelse om, at Hunde ved Parringen foretrækker bestemte
Individer, idet de ofte paavirkes af Størrelse, livlig Lød og indivi-
duel Karakter, ligesom ogsaa af den Omstændighed, hvorvidt de er
kendt med de paagældende Individer.“
Angaaende Heste meddeler Hr. Blenkiron, den største Vædde-
løbshesteopdrætter i Verden, mig, at Hingste saa hyppigt viser sig
lunefulde i deres Valg, idet de vender sig fra én Hoppe og uden
nogen synlig Aarsag forbinder sig med en anden, at man sædvanlig-
vis maa bruge Kunstgreb. Den berømte „Monarque“ vilde f. Eks.
ikke indlade sig paa nogen Forbindelse med Moderen til „Gladia-
teur“, og man maatte derfor tage sin Tilflugt til List. Vi kan til
Dels forstaa Grunden til, at saa værdifulde Væddeløbshingste, der
er saa efterspurgte, er saa kræsne i deres Valg. Hr. Blenkiron har
aldrig kendt noget til, at en Hoppe har vraget en Hingst, men dette
er indtruffet i Hr. Wrigth’s Stald, og man maatte søge at bedrage
Hoppen. Prosper Lukas1) anfører forskellige Citater efter franske
Avtoriteter og siger: „Det hænder, at Hingste forelsker sig i en be-
stemt Hoppe og ikke vil have med andre at gøre“. Med Baélen
som Hjemmelsmand meddeler han lignende Ting om Tyre. Hoff-
berg siger i sin Beskrivelse af de tæmmede Rensdyr i Lapland :
„Hunnerne indlader sig helst med de største og stærkeste Hanner
og flygter hen til dem, naar de yngre Hanner forfølger dem, og de
gamle jager saa de unge paa Flugt“2). En gejstlig, som har opfødt
mange Svin, forsikrer mig, at Søer ofte vrager én Orne og straks
indlader sig med en anden.
Man ser saaledes, at der ikke kan være Tvivl om, at de fleste
af vore Huspattedyr viser sig i Besiddelse af stærk individuel Anti-
pati og Forkærlighed, og man ser ligeledes, at dette gælder hyp-
x) „Traité de l’Héréd. Nat.“ , Tom. II, 1850, S. 296.
2) „Amoenitates Acad.“, Vol. IV, 1788, S. 160.