Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

219 saa opstaar der ofte herved et meget ømt Forhold mellem Parret, som ingensinde senere forstyrres. Lidenskaben, thi det er virkelig en Lidenskab, faar da en næsten mere end romantisk Varighed.“ Hr. Mayhew, som særlig lagde Mærke til de mindre Racer, er over- bevist om, at Hunnerne særlig tiltrækkes af meget store Hanner1). Den vel bekendte Veterinær Blaine siger2), at hans egen Mopsehun blev en Hønsehund saa hengiven, og en Hun af Hønsehunderacen blev en Køter saa hengiven, at ingen af Tæverne vilde parres med en Han af deres egen Race før efter flere Ugers Forløb. To lignende og paalidelige Beretninger er bleven mig meddelt angaaende to Hønsehundshunner, der begge havde forelsket sig i Terrier. Hr. Cuppies meddeler mig, at han personlig kan garantere mig for Nøjagtigheden af de følgende mærkelige Tilfælde. Der var nem- lig en udmærket og intelligent Terrierhun, der elskede en Naboen tilhørende Hønsehund i en saadan Grad, at de ofte maatte slæbe hende bort fra ham. Da de var bleven skilt for stedse, vilde hun, om endskønt der gentagne Gange viste sig Mælk i hendes Bryst- vorter, aldrig have det mindste at gøre med de Hunde, der gjorde Kur til hende, og fik til Ejerens store Sorg aldrig Hvalpe. Hr. Cuppies meddeler ogsaa, at en Hjortehundstæve, som han nu (1868) har, tre Gange har født Hvalpe og ved hver Lejlighed vist udpræget Forkærlighed for en af de største og smukkeste, men ikke mest ivrige af fire Hjortehundshanner, der levede sammen med hende, og allesammen var i deres Livs Foraar. Hr. Cuppies har lagt Mærke til, at Hunnen i Almindelighed er velvilligere stemt overfor en Han, som hun er vant til og kender, idet hendes Skyhed og Frygtsomhed gør hende mindre vel stemt mod en fremmed Hund. Hannen synes derimod snarere at have Forkærlighed for fremmede Tævehunde. Det synes at være sjældent, at Hannen ikke vil ind- lade sig med en bestemt Hund, men Hr. Wrigth til Yeldersley House, en stor Hundeopdrætter, meddeler mig, at han har set Ek- sempler herpaa. Han nævner saaledes en af sine egne Hjortehunde, som aldeles ikke vilde tage Notits af en bestemt Buldoghun, saa at der maatte anvendes en anden Hjortehund. Det vilde være over- *) E. Mayhew: „Dogs, their Management“, 2. Udg., 1864, S. 187—92. 2) Citeret af Alex. Walker i: „On Intermarriage“, 1838, S. 276, se end- videre ogsaa S. 244. 15*