Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

218 de kommer til den 0, hvor de yngler, at have Lyst til at vende til- bage til en bestemt Han, og de kravler hyppigt op paa fremsprin- gende Klipper for at se hen over Skærene, og de raaber og lytter, som efter en kendt Stemme. Saa gaar de hen paa et andet Sted og gør det samme igen ... Saasnart som en Hun naar Kysten, gaar den nærmeste Han ned for at møde hende, idet han samtidig frem- bringer en Lyd, der ligner den, hvormed en Høne kalder paa sine Kyllinger. Den bukker for hende og kærtegner hende, indtil den kommer mellem hende og Vandet, saa at hun ikke kan slippe ud igen. Saa forandrer han sin Opførsel, og med et barskt Brøl driver han hende hen til en Plads i sit Harem. Dette bliver ved, indtil den nederste Række af Haremmer næsten er fyldt. Saa benytter Han- nerne, der er højere oppe, sig af det Øjeblik, da deres mere heldige Naboer er fraværende, til at stjæle deres Koner. Dermed bærer de sig saaledes ad, at de tager dem i Munden og løfter dem op over de andre Hunners Hoved og placerer dem omhyggeligt i deres eget Harem, idet de bærer dem omkring, ligesom Katte bærer deres Killinger. De, der er endnu højere oppe, følger den samme Metode, indtil hele Pladsen er optaget. Hyppigt kommer to Hanner op at slaas om en og samme Hun, og begge griber hende paa en Gang, slider hende i to Stykker, eller flænger hende frygteligt med deres Tænder. Naar hele Rummet er fyldt, spadserer de gamle Hanner fornøjede omkring og betragter deres Familie og skænder paa dem, som er urolige eller forstyrrer de andre og driver alle paatrængende bort med stor Heftighed. Denne Opsynsbestilling holder ham i sta- dig Bevægelse.“ Da man kender saa lidt til de vilde Dyrs Bejlen, har jeg be- stræbt mig for at komme paa det rene med, hvorvidt vore tæm- mede Pattedyr udøver noget Valg ved deres Parringer. Hunde har man bedst Lejlighed til at iagttage, da man lægger nøje Mærke til dem og forstaar dem saa godt. Mange Opdrættere har udtalt sig meget bestemt om dem. Saaledes bemærker Hr. Mayhew: „Hun- nerne kan udtrykke deres ømme Følelser; og milde Rørelser har lige saa megen Magt over dem, som de vides at have i andre Til- fælde, hvor højere Dyr er med i Spillet. Tævehundene er ikke altid kloge i deres Kærlighedsforhold, men er tilbøjelige til at kaste sig selv bort til ganske gemene Køtere. Dersom en Tævehund er op- draget sammen med en Kammerat af et meget simpelt Udseende,