Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
245
denne Antagelse forekommer mig ikke tilfredsstillende. Der er en
lille Smule, der taler for, at denne Skønhed skyldes Parringsvalget,
thi hos to Arter af Felis er analoge Tegninger og Farver stærkere
hos Hannerne end hos Hunnerne. Zebraen er stribet paa en iøjne-
faldende Maade, og paa Sydafrikas aabne Sletter kan Striber ikke
være til Beskyttelse. Burchell1) beskriver en Hjord saaledes: „Deres
jævne Striber glimtede i Solen og deres stribede Dragts Klarhed og
Regelmæssighed afgav et saarc skønt Skue, og der er næppe noget
andet Pattedyr, der overgaar dem i Skønhed“. Her er der ikke
noget, der taler for Parringsvalg, da Kønnene har samme Farve hele
Hestegruppen igennem. Ikke desto mindre vil den, der mener, at de
lyse og mørke Striber paa Antilopernes Sider skyldes Parrings-
valget, rimeligvis mene, at det samme gælder om Kongetigeren og
den skønne Zebra.
Vi har i et tidligere Kapitel set, at naar unge Dyr, hvilken Klasse
de saa tilhører, har næsten de samme Levevaner som deres For-
fædre og dog er farvede anderledes end disse, saa kan man antage,
at de har beholdt en eller anden gammel og uddød Stamforms Farve.
I Svinefamilien og i Tapirslægten er Ungerne tegnede med Længde-
striber, og afviger saaledes fra enhver af disse to Gruppers nu-
levende Arter, naar disse er udvoksne. Hos mange Slags Hjorte er
Kalvene forsynede med elegante hvide Pletter, som Forældrene ikke
har Spor af. Der er en Trinrække fra Axishjorten, hos hvilken begge
Køn i alle Aldre og til alle Aarstider er smukt spættede (dog har
Hannen lidt stærkere Farver end Hinden) — til Arter, hos hvilke
hverken de gamle eller de unge er spættede. Jeg skal nævne nogle af
Rækkens Trin. Den mantchuriske Hjort (Cervus Mantchuricus) er
spættet hele Aaret rundt, men Pletterne er, det har jeg set i den
zoologiske Have, meget tydeligere om Sommeren, paa hvilken Tid
Skindets Farve i det hele taget er lysere end om Vinteren, hvor
Farven er mørkere og Takkerne fuldt udviklede. Hos Svinehjorten
(Hyelaphus porcinus) er Pletterne i høj Grad iøjnefaldende om Som-
meren, paa hvilken Tid Skindet er rødligt brunt, men de forsvinder
ganske om Vinteren, naar Skindet er brunt2). Hos begge disse Arter
l) „Travels in South Africa“ , 1824, Vol. II, S. 315.
-) „Dr. Gray: „Gleanings from the Menagerie of Knowsley“ , S. 64. Hr.
Blyth siger („Land and Water“, 1869, S. 42) om Svinehjorten fra Cey-