Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

246 er Kalvene spættede. Hos den virginske Hjort er Kalvene ligeledes spættede, og omtrent fem Procent af de udvoksne Dyr, der opholder sig i Judge Caton’s Park har, efter Meddelelse fra Ejeren, midler- tidigt, naar den røde Sommerdragt afløses af den blaaladne Vinter- dragt, en Række Pletter paa hver Side, og der er altid lige mange af dem, men de varierer meget i Fyldighed. Fra dette Trin er der ikke ret langt til en fuldstændig Mangel paa Pletter til alle Aarstider hos de voksne; og endelig herfra heller ikke langt til, at Pletterne mang- ler i alle Aldre, hvad der gælder om visse Arter. Deraf, at der findes en fuldstændig Række og særligt deraf, at saa mange Arters Kalve er spættede, kan vi slutte os til, at de nulevende Medlemmer af Hjortefamilien cr Efterkommere af en eller anden gammel Art, der, ligesom Axishjorten, var spættet i alle Aldre og til alle Aarstider. En endnu ældre Stamform lignede rimeligvis til en vis Grad Hyo- moschus aquaticus, — thi dette Dyr er spættet, og de Hanner, der mangler Takker, har lange, fremspringende Hjørnetænder, af hvilke der endnu findes Rudimenter hos nogle ægte Hjorte. Dette Dyr er desuden interessant derved, at det er en af de Former, der forbinder to Grupper med hinanden; thi paa Grund af visse Karakterer ved dets Benbygning staar det midt imellem Tykhudene og Drøvtyg- gerne, som man tidligere troede var ganske adskilt fra hinanden1). Vi møder nu her en mærkelig Vanskelighed. Dersom vi indrøm- mer, at de farvede Pletter og Striber er bleven erhvervede som Pry- delser, hvordan kan det saa være, at saa mange nulevende Hjorte, Efterkommerne af et fra første Færd af spættet Dyr, og alle Arter af Svin og Tapir, alle Efterkommere af et oprindelig stribet Dyr, i deres voksne Tilstand har tabt deres fordums Prydelser? Jeg kan ikke be- svare dette Spørgsmaal paa tilfredsstillende Maade. Vi kan saa nogenlunde være sikre paa, at Pletterne og Striberne forsvandt hos vore nu eksisterende Arters Forfædre ved Kønsmodenheden eller i Nærheden deraf, saaledes at de blev beholdt af dc unge og, paa Grund af Loven om Nedarving til tilsvarende Alder, af de unge af alle paa hinanden følgende Generationer. Det maa have været en stor Fordel for Løven og Pumaen, eftersom de i Almindelighed fær- lon, at den er mere iøjnefaldende spættet med hvidt end den almindelige Svinehjort, paa den Tid af Aaret, da den faar nye Takker. *) Falconer and Cautley i: „Proc. Geolog. Soc.“, 1843, og Falconer’s „Pal. Memoir“, Vol. I, S. 196.