Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
262 Stammer, og Ungdommen, prøver deres Om de syd- ’) Prof, og Fru Agassiz („Journey in Brazil“, S. 530) bemærker, at der er mindre Forskel paa de to Køn hos de amerikanske Indianere end hos Negere og højere staaende Racer. Se ligeledes Rengger: ibid. S. 3, om Guaranierne. 2) Rütimeyer: „Die Grenzen der Thierwelt; eine Betrachtung zu Dar- win’s Lehre“, 1868, S. 54. 8) „A Journey from Prince of Wales Fort“, 8vo edit., Dublin 1796, S. 104 Hr. J. Lubbock („Origin of Civilisation“, 1870, S. 69) meddeler om- trent lignende Eksempler fra Nordamerika. Om Guanas i Sydamerika^ se Azara: „Voyages“ etc., Tom. II, S. 94. gaar, er der ikke saa stor Forskel paa Kønnene hos Amerikas ind- fødte, som der er paa de fleste andre Menneskeracer1). Dette er analogt med, hvad der er Tilfældet med nogle beslægtede Abe- arter ; saaledes er de to Køn hos Chimpansen ikke saa forskellige, som de er hos Gorillaen eller hos Orang-Utangen2). I de foregaaende Kapitler har vi set, at hos Pattedyr, Fugle, Fisk, Insekter osv., er mange Karakterer, som der er al mulig Grund til at antage oprindelig blev erhvervede ved Parringsvalg af kun det ene Køn, bleven nedarvede til begge Køn. Da denne samme Nedarvingsform aabenbart for en stor Del har været gæl- dende hos Menneskene, vil det spare os megen unyttig Gentagelse at omtale de Karakterer, der er ejendommelige for Hankønnet, sam- men med visse andre Karakterer, der er fælles for begge Køn. Kamplove. Hos barbariske Nationer, f. Eks. hos Avstrat- beboerne, er Kvinderne den stadige Anledning til Krig, baade mel- lem de forskellige Stammer og mellem Individer af samme Stamme. Saaledes var det uden Tvivl ogsaa i gamle Dage: „Nam fuit ante Helenam mulier teterrima belli causa“. Hos de nordamerikanske Indianere er Striden bleven sat i System. Den udmærkede Iagttager Hearne3) siger: „Det har altid været Skik blandt disse Folk, at Mændene kæmpede for den Kvinde, som de var hengivne; og na- turligvis gaar den stærkeste Part altid af med Sejren ■ en svag Mand faar, medmindre han er en god Jæger og meget yndet, sjælden Lov til at beholde en Kvinde, som en stærkere Mand synes, det er værd at lægge Mærke til; saaledes forholder det sig i alle herved fremkommer der en stor Kappelyst blandt som ved alle Lejligheder, lige fra deres Barndom af, Styrke og Færdighed ved at kæmpe med hinanden.“