Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

de i det mindste vil have Tendens til at blive nedarvede, navnlig til det mandlige Afkom i den tilsvarende Manddomsalder. Naar nu to Mænd, eller en Mand og en Kvinde, kommer til at kappes, og de har hver eneste aandelig Egenskab lige fuldt udviklet, kun at den ene har større Energi, Udholdenhed eller Mod end den anden, saa vil denne ene i Almindelighed blive den mest frem- ragende, og i hvad det saa er, Kampen drejer sig om, vinde Sejr1). Man kan sige, at han har Geni — thi en stor Autoritet har forklaret Geniet som Taalmodighed, og Taalmodighed betyder i denne For- stand urokkelig, ubetvingelig Udholdenhed. Men denne Betragtning af Geniet er maaske mangelfuld, thi uden saadanne højere Evner som Indbildningskraft og Fornuft kan der ikke i mange Ting opnaas noget stort. Disse sidstnævnte Egenskaber, saa vel som de tidligere omtalte, vil være bleven udviklede hos Manden til Dels gennem Par- ringsvalget, — d. v. s. derved, at de rivaliserende Hanner har kæm- pet med hinanden, — og til Dels gennem Kvalitetsvalg, — d. v. s. at have været heldige i den almindelige Kamp for Tilværelsen —; og da i begge Tilfælde Striden vil have gaaet for sig blandt voksne, vil de saaledes erhvervede Karakterer være bleven mere fyldigt ned- arvede til det mandlige end til det kvindelige Afkom. Det passer med denne Betragtningsmaade, at nogle af vore Aandsevner er bleven modificerede eller styrkede ved Parringsvalg, at de for det første, hvad der almindelig indrømmes, undergaar en betydelig For- andring, naar Kønsmodenheden indtræder, og for det andet, at Ev- nuker hele deres Liv igennem staar tilbage i disse samme Egen- skaber. Saaledes er Manden endelig bleven Kvinden overlegen. Det er i Sandhed heldigt, at Loven om ligelig Nedarving af Karakterer til begge Køn har været saa almindelig gældende hele Pattedyr- klassen igennem; ellers er det rimeligt, at Manden vilde være ble- ven Kvinden lige saa overlegen i Begavelse, som Paafuglehanen er Paafuglehønen overlegen i Pragt. Man maa vel huske paa, at den Tendens, der er hos Karakterer, som er erhvervede sent af et af Kønnene, til at blive nedarvede til J. Stuart Mill bemærker („The Subjection of Women“, 1869, S. 122). „Kvindens Underkuelse“, oversat af Dr. G. Brandes, S. 121: „Og finder vi ikke, at de Ting, i hvilke Mænd mest overgaar Kvinder, er de, som udfordrer den kraftigste Fastholden ved og Udhamren af en enkelt Idé, medens Kvinderne gør det bedst, som skal udføres hurtigst?“