Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

311 viklede Beskaffenhed tillader os at dømme, synes det, som om vore mandlige, abelignende Forfædre fik deres Skæg som en Prydelse, for at de kunde bedaare og opflamme det andet Køn, og at de saa ned- arvede dem til vor Tids Mænd. Kvinderne blev aabenbart først blottede for Haar paa samme Maade, nemlig som en Slags Pry- delse, men de nedarvede denne Karakter næsten ligeligt til begge Køn. Det er ikke usandsynligt, at Kvinderne i andre Henseender blev modificerede i dst samme Øjemed og ved de samme Midler, og at f. Eks. herved Kvinderne har erhvervet behageligere Stem- mer og et skønnere Udseende end Mændene. Det fortjener særlig at bemærkes, at hos Menneskene var alle Betingelserne for Parringsvalget langt gunstigere paa hint meget tidlige Tidspunkt, da Mennesket lige var blevet Menneske, end de var senere. Thi Mennesket vil da, kan vi roligt antage, være blevet ledet mere ved sine instinktmæssige Lidenskaber og mindre ved Forudseenhed og Fornuft. Mennesket vilde da ikke have været saa yderst tøjlesløst, som mange vilde nu er, og hver Mand vilde skin- sygt have bevogtet sin Kone eller sine Koner. Mennesket har da ikke dræbt sine Børn, heller ikke regnet sine Koner som blot nyt- tige Slaver, ikke heller være bleven forlovet med dem, medens de var spæde. Heraf kan vi uddrage den Slutning, at Menneskeracerne hovedsagelig blev differentierede, hvad Parringsvalget angik, i en meget langt tilbageliggende Tid. Og herved belyses den mærkelige Kendsgerning, at i den ældste Periode, vi har kunnet faa noget at vide om, var Menneskeracerne kommen til at afvige lige saa meget, eller næsten lige saa meget fra hinanden som nu til Dags. De Anskuelser, der her er fremsat om den Rolle, som Parrings- valget har spillet i Menneskets Historie, mangler videnskabelig Bestemthed. Den som ikke indrømmer, at denne Slags Udvælgelse har været virksom hos de lavere Dyr, vil rimeligvis ikke lægge nogen Vægt paa det, jeg har skrevet i de sidste Kapitler om Menne- sket. Vi kan ikke bestemt sige, at denne Karakter, men ikke hin er bleven saaledes modificeret; det er imidlertid bleven vist, at Men- neskeracerne afviger fra hinanden og fra deres nærmeste Slægt- ninge blandt de lavere Dyr i visse Karakterer, som ikke er til nogen Nytte for dem i deres almindelige Levevis, og som det er højst rimeligt vilde være bleven modificerede ved Parringsvalg. Vi har set, at hos de laveste vilde beundrer hver enkelt Stammes Folk deres