Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

317 fiskeagtigt Dyr. I Fortidens dunkle fjerne ser vi alle Hvirveldyrs første Stamform som et Vanddyr, forsynet med Gæller, med begge Køn forenede i ét Individ og med Legemets vigtigste Organer (som Hjernen og Hjertet) ufuldstændigt udviklede. Dette Dyr synes at have været mere ligt Larven af vore nulevende Hav-Ascidier end nogen anden Form, vi kender. Den største Vanskelighed, som frembyder sig for os, naar vi er bleven tvungne til at drage den ovenfor anførte Slutning om Menneskets Oprindelse, er det høje Standpunkt, hvortil han er naaet i Intelligens og Moral. Men enhver, som gaar ind paa det almindelige Udviklingsprincip, maa se, at de sjælelige Ev- ner hos de højere Dyr, Evner, der er de samme som Men- neskets, skønt der er en Gradsforskel, er i Stand til at ud- vikles. Saaledes er Forskellen mellem Sjæleevnerne hos en af de højere Aber og hos en Fisk, eller mellem- Sjæleevnerne hos en Fisk og en Myre og en Musling, overordentlig stor. Der er ikke nogen særlig Vanskelighed ved at forklare Udviklingen af disse Evner hos Dyrene; thi hos vore Husdyr er Sjæleevnerne ganske vist variable, og Varieringerne nedarves. Der er ingen Tvivl om, at disse Evner er af den aller største Vigtighed for Dyret i vjjd Tilstand. Derfor er Betingelserne gunstige for deres Udvikling ved Kvalitets- valget. Det samme gælder om Mennesket; Forstanden maa have været af overvældende Betydning for ham, selv i en meget fjern Periode, ved at gøre ham i Stand til at betjene sig af Sprog, at op- finde og lave Vaaben, Værktøj, Snarer o. s. v., ved hvilke Midler han i Forbindelse med hans sociale Levevis for lang Tid siden blev den mægtigste af alle Skabninger. Der vil være bleven gjort et stort Skridt fremad i Forstands- udvikling, saa snart som Mennesket gennem en temmelig betyde- lig Udvikling var kommen til, halvt instinktmæssig, halvt kunstigt, at betjene sig af et Talesprog; thi længé fortsat Brug af Talesproget vil have virket tilbage paa Hjernen og frembragt arvelige Virk- ninger. og dette vil igen have bevirket et Fremskridt i Talen. Hjer- nens betydelige Størrelse hos Mennesket i Sammenligning med Hjernen hos de lavere Dyr, i Forhold til deres Legemers Stør- relse, maa hovcdssgeligi som Hr. Chauncey Wright saa rigtigt be-