Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

318 mærker1), tilskrives den tidlige Brug af en eller anden simpel Tale- form, — hin vidunderlige Maskine, som hænger Skilt paa alle Slags Genstande og Egenskaber og bringer Rækker af Tanker i Stand, som aldrig kan opstaa blot og bart af Sanseindtryk, og som ifald de opstod, ikke kunde bringes til Ende. Menneskets højere Forstands- evner, saasom Abstraktion, Fornuftslutninger, Selvbevidsthed o. s. v. vil være fremkommen ved cn fortsat Forbedrelse af de andre Sjæle- evner; men uden en betydelig Sjælerøgt baade hos Racen og hos Individet er det tvivlsomt, om disse høje Evner kunde blive øvede og saaledes fuldstændigt udviklede. Udviklingen af de moralske Egenskaber er et mere interessant og vanskeligt Problem. De begrundes ved de sociale Instinkter, idet der saa i denne Betegnelse med indbefattes Slægtskabsforbindel- serne. Disse Instinkter er af en meget indviklet Natur, og hos de lavere Dyr har de en særegen Tendens henimod visse bestemte Handlinger; men de vigtigste Elementer for os er Kærlighed og bestemt Ytring af Sympati. Dyr, der er begavede med sociale In- stinkter, glæder sig ved hinandens Selskab, advarer hinanden for Fare, forsvarer og hjælper hinanden paa mange Maader. Disse In- stinkter udstrækkes ikke til alle Artens Individer, men kun til de af samme Selskab. Da de er til stor Nytte for Arten, er de rimeligvis bleven erhvervede ved Kvalitetsvalg. Et moralsk Væsen er et saadant, som er i Stand til at anstille Sammenligninger mellem sine forbigangne og fremtidige Hand- linger og Motiver, — at billige nogle af dem og misbillige andre; og den Kendsgerning, at Mennesket er det eneste Væsen, der med Vished kan betegnes som et saadant, er af alle Forskelligheder den største mellem ham og de lavere Dyr. Men i vort tredje Kapitel har jeg søgt at vise, at den moralske Sans frembringes for det første af de sociale Instinkters vedvarende og altid nærværende Natur, i hvilken Henseende Mennesket stemmer overens med de lavere Dyr; og for det andet deraf, at hans Sjæleevner er i høj Grad virk- somme, og det Indtryk, forbigangne Begivenheder efterlader paa ham, yderst levende, i hvilken Henseende han afviger fra de lavere Dyr. Paa Grund af denne Sindsbeskaffenhed kan Mennesket ikke ’) „On the Limits of Natural Selection“ i „North American Review“ , Oct. 1870, S. 295.