Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

319 lade være med at se tilbage og sammenligne Indtrykkene fra forbi- gangne Begivenheder og Handlinger med hinanden. Han ser ogsaa stadigt fremad. Derfor vil han, naar et eller andet midlertidigt Ønske eller en midlertidig Lidenskab har overvældet hans sociale Instinkter, tænke paa og sammenligne det nu svækkede Indtryk af saadanne forbigangne Impulser med det stedse nærværende sociale Instinkt, og han vil faa den Følelse af Misfornøjelse, som alle utilfredsstillede Instinkter efterlader. Som en Følge heraf beslutter han at handle anderledes for Fremtiden — og dette er: Samvittighed. Ethvert Instinkt, som stadigt er stærkere og mere varigt end et andet, af- føder en Følelse, som vi udtrykker ved at sige, at det burde følges. Dersom en Jagthund var i Stand til at tænke over sin Opførsel, vilde den sige til sig selv, jeg burde (og det siger vi om den), have staaet for den Hare og ikke have givet efter for den forbigaaende Fristelse at løbe efter den. Selskabelige Dyr bliver til Dels drevne af et Ønske om at hjælpe Medlemmerne af samme Selskab i al Almindelighed, men hyppigere til at udføre visse bestemte Handlinger. Mennesket ledes af det samme almindelige Ønske om at hjælpe sine Medmennesker, men har faa eller ingen særegne Instinkter. Han afviger ogsaa fra de lavere Dyr derved, at han er i Stand til at give sine Ønsker Udtryk i Ord, som saaledes blev Vejvisere for den Hjælp, der forlanges og ydes. Bevæggrunden til at yde Hjælp er ligeledes nogfet modificeret hos Mennesket: den bestaar ikke længere blot af en blind, instinkt- mæssig Drift, men bliver i høj Grad paavirket af hans Medmenne- skers Ros eller Dadel. Baade Opfattelsen af og Ydelsen af Ros og Dadel hviler paa Sympati, og denne Følelse er, som vi har set, et af de sociale Instinkters vigtigste Elementer. Skønt Sympati er- hverves som et Instinkt, bliver det saaledes meget styrket ved Øvelse eller Vane. Da alle Mennesker ønsker deres egen Lykke, roses eller dadies Handlinger og Bevæggrunde, alt eftersom de fører til dette Maal eller ej, og da Lykke er en væsentlig Del af det almene bed- ste, saa tjener Lykkeprincippet indirekte som et sikkert Maal paa, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt. Eftersom Forstandsevnerne tiltager, og Erfaring erhverves, lægger man Mærke til de fjernere Virkninger paa Individets Karakter og det almindelige bedste af visse Maader at opføre sig paa; og saa kommer de Individet an- gaaende Dyder indenfor den offentlige Menings Rækkeevne og