Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

323 der ofte er ordnede i elegante Mønstre, medens Hunnerne slet ikke er prydede. Naar Kønnene afviger fra hinanden i vigtigere Bygnings- forhold, er det Hannen, der er forsynet med Bevægelsesorganer, hvormed den kan indhente hende, og ofte med Griberedskaber, hvormed den kan holde hende fast. Disse forskellige Bygningsdele, som tjener til at bedaare eller fastholde Hunnen, udvikles hos Han- nen ofte kun en vis Tid af Aaret, nemlig i Parringstiden. De er i mange Tilfælde bleven overført i en større eller mindre Grad paa Hunnerne, og i saa Tilfælde viser de sig her som rene Rudimenter. Hannerne mister dem ved Kastrering. I Almindelighed er de ikke udviklede hos Hannen i dens tidligste Ungdom, men fremkommer kort Tid, før den bliver kønsmoden. Derfor ligner i de fleste Til- fælde Ungerne af begge Køn hinanden, og Hunnerne ligner hele deres Liv deres unge Afkom. I næsten enhver stor Klasse støder man paa nogle faa anomale Tilfælde, hvor der har fundet en næsten fuldstændig Ombytning Sted af de for Kønnene ejendommelige Ka- rakterer, idet Hunnerne faar de Karakterer, som er ejendommelige for Hannerne. Denne forbavsende Ensformighed i de Love, som styrer Forskellighederne mellem Kønnene i saa mange og saa vidt adskilte Klasser, er forstaaelig, dersom vi indrømmer, at der har været en almindelig Aarsag virksom gennem alle Dyrerigets højere Klasser, nemlig Parringsvalget. Parringsvalget beror paa, at visse Individer har været heldigere end andre Individer af samme Køn i deres Bestræbelser for Artens Forplantning; medens Kvalitetsvalget beror paa, at begge Køn i alle Aldre har været heldige overfor de almindelige Livsbetingelser. Der findes to Slags Parringskampe; i den ene kæmper Individer af sam- me Køn, i Almindelighed Hankøn, med hinanden, idet de enten dræber eller bortjager deres Rivaler, medens Hunnerne holder sig passive; i den anden er Kampen ligeledes mellem Individer af sam- me Køn, idet de søger at opflamme eller bedaare det andet Køn, i Almindelighed Hunnerne, som ikke længer holder sig passive, men udvælger sig de mest behagelige Mager. Denne sidste Slags Ud- vælgelse er nøje analog med den, Mennesket, sig selv uafvidende, men virksomt, anvender lige overfor sine Husdyr og dyrkede Plan- ter, naar han i lang Tid bliver ved at udvælge de kønneste eller nyttigste Individer uden at nære noget Ønske om at modificere Racen. >