Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

324 Arvelighedslovene afgør, hvorvidt Karakterer, der er erhvervede ved Parringsvalg ved et af Kønnene, skal nedarves til det samme Køn eller til begge, lige saa vel som i hvilken Alder, de skal ud- vikles. Det lader til, at Varieringer, som opstaar sent, i Almindelig- hed nedarves til samme Køn og kun til det. Variabiliteten er den nødvindige Basis for Udvælgelsens Virken og er fuldstændig uaf- hængig af den. Deraf følger, at Varieringer af den samme alminde- lige Natur ofte er bleven benyttede og ophobede ved Parringsvalget overfor Artens Forplantning og af Kvalitetsvalget overfor de almin- delige Livsbetingelser. Derfor kan sekundære Kønskarakterer, naar de nedarves ligelig til begge Køn, kun skelnes fra almindelige Arts- karakterer, naar de ses i Belysning af Analogier. De Modifika- tioner, der erhverves ved Parringsvalg, er ofte saa stærkt ud- prægede, at de to Køn hyppigt er bleven regnede for bestemte Arter, eller endogsaa for bestemte Slægter. Saadanne stærkt ud- prægede Forskelligheder maa paa en eller anden Maade være meget vigtige, og vi ved, at de i nogle Tilfælde er bleven erhvervede, til Trods for, at de ikke blot er ubekvemme for Dyret, men endogsaa ligefrem udsætter det for Fare. Troen paa Parringsvalgets Magt hviler hovedsagelig paa følgende Betragtninger. De Karakterer, som vi har mest Grund til at antage er bleven saaledes erhvervede, er bundne til det ene Køn, og dette alene gør det sandsynligt, at de paa en eller anden Maade staar i Forbindelse med Reproduktionsakten. Disse Karakterer er i utallige Tilfælde kun fuldt udviklede, naar Dyret er udvokset og ofte kun til en vis Tid af Aaret, som altid er Parringstiden. Hannerne (vi forbigaar nogle faa Undtagelsestilfælde) er de mest aktive i deres Bejlen, de er bedst væbnede og er gjort mest tiltrækkende paa for- skellige Maader. Særligt maa man lægge Mærke til, at Hannerne stiller deres Yndigheder til Skue med udsøgt Omhu i Hunnernes Nærværelse; og at de sjældent eller aldrig stiller dem til Skue und- tagen i Parringstiden. Det er utroligt, at al denne Stillen til Skue skulde være uden Maal eller Med. Endelig har vi bestemt Bevis for, at hos nogle Pattedyr og Fugle er Individerne af det ene Køn i Stand til at føle en stærk Antipati eller Sympati for visse Individer af det andet Køn. Naar vi mindes disse Kendsgerninger og heller ikke glemmer de stærke Resultater af Menneskets ubevidste Racevalg, saa fore-