Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

325 kommer det mig næsten sikkert, at dersom Individerne af det ene Køn gennem cn lang Række af Generationer foretrak at parres med visse Individer af det andet Køn, der var karakteriserede paa en eller anden ejendommelig Maade, saa vilde Afkommet langsomt men sikkert blive modificeret paa denne samme Maade. Jeg har ikke lagt Skjul paa, at det er tvivlsomt, undtagen naar Hannerne er tal- rigere end Hunnerne, eller naar der er Tale om Polygami, hvor- ledes de mere tiltrækkende Hanner kan efterlade sig et større Antal Unger, der kan nedarve deres Overlegenhed i Prydelse eller andre Lokkemidler end de mindre tiltrækkende Hanner; men jeg har vist, at dette rimeligvis vilde bevirkes derved, at Hunnerne — særlig de mest kraftige Hunner, som først vilde være færdige til at parres -— foretrak de Hanner, der ikke blot var de mest tiltrækkende, men ogsaa samtidig var de kraftigste og sejrrigeste. Om endskønt vi har bestemt Bevis for, at Fugle lægger Mærke til straalende og skønne Genstande, saaledes som den avstralske Kravefugl, og om endskønt de ganske vist sætter Pris paa Sang- evnen, saa er jeg dog villig til at indrømme, at det er en forbavsende Kendsgerning, at mange Fugles og nogle Pattedyrs Hanner skulde have saa megen Smag, at de kunde sætte Pris paa, hvad der uden Tvivl cr bleven udviklet ved Parringsvalget; og dette er endnu mere forbavsende, naar Talen er om Fisk, Krybdyr og Insekter. Men vi kender i Virkeligheden meget lidt til de lavere Dyrs Sjæle- liv. Man kan f. Eks. ikke antage, at Paradisfuglenes eller Paafugle- nes Hanner skulde gøre sig saa megen Umage med at rejse og vifte deres skønne Fjer for Hunnerne til ingen Nytte. Vi maa endvidere vel huske paa en Kendsgerning, der blev meddelt i et tidligere Ka- pitel efter en udmærket Hjemmelsmand, den nemlig, at forskellige Paafuglehøns, da de blev holdt borte fra en beundret Han, forblev Enker en hel Sæson igennem, hellere end at de vilde parres med en anden Fugl. Ikke desto mindre kender jeg ikke nogen Kendsgerning i Natur- historien mere vidunderlig end den, at Argusfasanens Hun skulde være i Stand til at sætte Pris paa de fine Schatteringer i de en Kugle i et Hul forestillende Prydelser og de elegante Mønstre paa Han- nernes Vingefjer. Den, som antager, at Hannen blev skabt, saadan som den nu er, maa indrømme, at de store Fjer, som gør, at Vin- gerne ikke kan bruges til at flyve med, og som lige saa vel som de