Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
326
primære Fjer stilles til Skue paa en Maade, der er ganske ejen-
dommelig for denne Art under dens Bejlingsperiode og ikke paa
nogen anden Tid, blev givet den til Prydelse. I saa Tilfælde maa
han ligeledes indrømme, at Hunnen blev skabt og begavet med Evne
til at sætte Pris paa saadanne Prydelser. Jeg tror nu, at Argus-
fasanens Han erhvervede sin Skønhed efterhaanden, derved at Hun-
nerne gennem mange Generationer foretrak de mest prydede Han-
ner; medens samtidig Hunnerne gik fremad i æstetisk Dygtighed
ved Øvelse eller Vane, paa samme Maade som vor Smag efter-
haanden forbedres. Hos Hannen kan vi paa Grund af den heldige
Omstændighed, at nogle faa Fjer ikke er bleven modificerede, tyde-
ligt se, hvorledes simple Pletter med en lille gulbrun Skattering
paa den ene Side efterhaanden og langsomt Trin for Trin kan være
bleven udviklede til de vidunderlige, en Kugle i et Hul forestil-
lende, Ornamenter; og det er rimeligt, at de i Virkeligheden blev
saaledes udviklede.
Enhver, som gaar ind paa Udviklingsteorien, men som mener, at
det er meget vanskeligt at gaa ind paa, at Hunnerne hos Pattedyr,
Fugle, Krybdyr og Fisk skulde have erhvervet det Overmaal af
Smag, som Hannernes Skønhed forudsætter, og som i Almindelig-
hed falder sammen med vor egen Smag, han burde betænke, at hos
ethvert Medlem af Hvirveldyrrækken er Hjernens Nerveceller di-
rekte affødt af de Nerveceller, som hele Rækkens fælles Stamform
havde. Saaledes bliver det forstaaeligt, at Hjernen og Aandsevnerne
under ens Betingelser skulde kunne være i Stand til at gennemgaa
næsten den samme Udviklingsproces og som en Følge deraf kunne
udføre næsten de samme Funktioner.
Den Læser, som har gjort sig den Ulejlighed at arbejde sig igen-
nem de forskellige Kapitler, som er helligede Parringsvalget, vil
være i Stand til at bedømme, hvorvidt de Slutninger, jeg kommer
til, er tilstrækkeligt begrundede. Dersom han gaar ind paa disse
Slutninger, kan han, synes jeg, ogsaa roligt udstrække dem til og-
saa at gælde for Mennesket; men det vilde være overflødigt her at
gentage, hvad jeg saa nylig har sagt om den Maade, paa hvilken
Parringsvalget aabenbart har virket baade paa Sværd- og Spinde-
siden, idet den har faaet Mand og Kvinde til at afvige fra hinanden
i Sjæl og Legeme og har faaet de forskellige Racer til at afvige fra