Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
326 primære Fjer stilles til Skue paa en Maade, der er ganske ejen- dommelig for denne Art under dens Bejlingsperiode og ikke paa nogen anden Tid, blev givet den til Prydelse. I saa Tilfælde maa han ligeledes indrømme, at Hunnen blev skabt og begavet med Evne til at sætte Pris paa saadanne Prydelser. Jeg tror nu, at Argus- fasanens Han erhvervede sin Skønhed efterhaanden, derved at Hun- nerne gennem mange Generationer foretrak de mest prydede Han- ner; medens samtidig Hunnerne gik fremad i æstetisk Dygtighed ved Øvelse eller Vane, paa samme Maade som vor Smag efter- haanden forbedres. Hos Hannen kan vi paa Grund af den heldige Omstændighed, at nogle faa Fjer ikke er bleven modificerede, tyde- ligt se, hvorledes simple Pletter med en lille gulbrun Skattering paa den ene Side efterhaanden og langsomt Trin for Trin kan være bleven udviklede til de vidunderlige, en Kugle i et Hul forestil- lende, Ornamenter; og det er rimeligt, at de i Virkeligheden blev saaledes udviklede. Enhver, som gaar ind paa Udviklingsteorien, men som mener, at det er meget vanskeligt at gaa ind paa, at Hunnerne hos Pattedyr, Fugle, Krybdyr og Fisk skulde have erhvervet det Overmaal af Smag, som Hannernes Skønhed forudsætter, og som i Almindelig- hed falder sammen med vor egen Smag, han burde betænke, at hos ethvert Medlem af Hvirveldyrrækken er Hjernens Nerveceller di- rekte affødt af de Nerveceller, som hele Rækkens fælles Stamform havde. Saaledes bliver det forstaaeligt, at Hjernen og Aandsevnerne under ens Betingelser skulde kunne være i Stand til at gennemgaa næsten den samme Udviklingsproces og som en Følge deraf kunne udføre næsten de samme Funktioner. Den Læser, som har gjort sig den Ulejlighed at arbejde sig igen- nem de forskellige Kapitler, som er helligede Parringsvalget, vil være i Stand til at bedømme, hvorvidt de Slutninger, jeg kommer til, er tilstrækkeligt begrundede. Dersom han gaar ind paa disse Slutninger, kan han, synes jeg, ogsaa roligt udstrække dem til og- saa at gælde for Mennesket; men det vilde være overflødigt her at gentage, hvad jeg saa nylig har sagt om den Maade, paa hvilken Parringsvalget aabenbart har virket baade paa Sværd- og Spinde- siden, idet den har faaet Mand og Kvinde til at afvige fra hinanden i Sjæl og Legeme og har faaet de forskellige Racer til at afvige fra