329
og var aldeles ubarmhjertige overfor enhver, der ikke hørte til deres
egen lille Stamme. Den, som har set en vild i hans Hjemstavn, vil
ikke skamme sig meget, ifald han skulde blive nødt til at erkende,
at der flød en endnu beskednere Skabnings Blod i hans Aarer. Jeg
for min Part vil lige saa gerne nedstamme fra den modige lille Abe,
som trodsede sin frygtede Fjende for at frelse sin Vogters Liv; eller
fra den gamle Bavian, som løb ned ad Bjergene og førte sin unge
Kammerat i Triumf bort mellem en Skare af forbavsede Hunde —
som fra en vild, der glæder sig ved at pine sine Fjender, som bruger
blodige Ofre, dræber sine Børn uden Samvittighedsnag, behandler
sine Koner som Trælle, intet kender til Anstændighed og plages af
den forskrækkeligste Overtro.
Mennesket er virkelig undskyldt, dersom det føler sig stolt ved
at være steget, skønt ikke ved egne Anstrængelser, op til det aller
øverste Trin af den organiske Række; og den Tanke at være steget
saaledes i Stedet for oprindelig at være bleven stillet der, maa ind-
gyde ham Haab om en endnu højere Bestemmelse i en fjern Frem-
tid. Men vi har ikke her med vore Forhaabninger eller vor Frygt at
gøre, kun med Sandheden, saa vidt vor Fornuft tillader os at skelne.
Jeg har givet de bedste Beviser, jeg kunde, og vi maa, synes det
mig, indrømme, at Mennesket med alle hans ædle Egenskaber, med
hans Sympati, som kan vækkes for det aller laveste, med hans Vel-
vilje, som strækker sig ikke blot til hans Medmennesker, men og-
saa til den laveste levende Skabning, med hans guddommelige For-
stand, som har trængt ind i Solsystemets Bevægelser og Sammen-
sætning — med alle disse høje Evner maa vi indrømme, at Menne-
sket dog i sin legemlige Skikkelse bærer det uudslettelige Mærke
af sin lave Herkomst.
Darwin: Menneskets Afstamning II
22