Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

80 delse.“ Jeg synes ikke, at der er den mindste iboende Usandsyn- lighed for, at Tendenser til Dyd kan nedarves mere eller mindre stærkt; thi ikke at tale om de forskellige Dispositioner og Vaner, som mange af vore Husdyr har nedarvet til deres Afkom, saa har jeg hørt Tilfælde omtale, hvor Drift til at stjæle og Tilbøjelighed til at lyve blev sagt at forekomme i højtstaaende Familier; og da Tyveri er en saa sjælden Forbrydelse hos de velstaaende Klasser, vil man have ondt ved at forklare det som et tilfældigt Træf, at Tendensen fandtes hos to, tre Medlemmer af samme Familie. Der- som slette Tilbøjeligheder nedarves, saa er det rimeligt, at gode ogsaa nedarves, og kun ved at antage, at moralske Tilbøjeligheder kan nedarves, kan vi forstaa den Forskel, der i saa Henseende antages at være mellem de forskellige Menneskeracer. Vi har imid- lertid endnu næppe tilstrækkeligt Bevis herpaa. Selv en delvis Nedarvning af dydige Tilbøjeligheder vilde være en uhyre Hjælp for den oprindelige Impuls, der direkte kom fra de selskabelige Instinkter, indirekte fra Medmenneskenes Bifald. Antager man foreløbigt, at dydige Tilbøjeligheder nedarves, saa sy- nes det rimeligt, i det mindste i saadanne Tilfælde som Kyskhed, Maadehold, Menneskelighed lige overfor Dyr o. s. v., at den sjæle- lige Organisation først og fremmest faar dem indprægede ved Vane, Undervisning og Eksempel, fortsat gennem flere Generationer af samme Familie og i en langt ringere Grad eller slet ikke, ved at de Individer, der besad saadanne Dyder, stod sig bedst i Kampen for Tilværelsen. Hovedaarsagen til, at jeg tvivler om en saadan Ar- velighed, er den, at efter det Princip skulde meningsløse Skikke, overtroiske Forestillinger og urimelige Tilbøjeligheder, som f. Eks. Hinduens Rædsel for uren Føde, ogsaa nedarves. Uagtet Nedarv- ningen her ikke er mere usandsynlig end det, at Dyr skulde ned- arve Smag for visse Slags Føde og Frygt for visse Fjender, hvad de gør, saa maa jeg dog sige, at jeg intet Steds har set noget der kunde støtte den Antagelse, at overtroiske Skikke og meningsløse Sædvaner nedarves. Endelig vil de selskabelige Instinkter, hvilke Mennesket saa vel som de lavere Dyr uden Tvivl havde erhvervet derved, at de var til Nytte for Samfundet, fra første Færd have vakt et Ønske hos ham om at hjælpe sine Kammerater, og desuden havde frem-