FJERDE KAPITEL
Om den Maade, paa hvilken Mennesket har udviklet
sig af en eller anden lavere Form.
Legemets og Sjælens Variabilitet hos Mennesket — Arvelighed —
Arvelighedens Aarsager — Varieringslovene er de samme for Mennesket
som for de lavere Dyr — Livsbetingelsernes direkte Indvirkning — Virk-
ningerne af stigende Brug eller Ikke-Brug af visse Dele — Hæmmet Ud-
vikling — Atavisme — Korrelativ Varieren — Tilvækstens Forhold —
Hindringer for Tilvækst — Kvalitetsvalg — Mennesket er det herskende
Dyr her paa Jorden — Betydningen af hans Legemsbygning — Aarsagerne
til hans oprejste Gang — Heraf betingede Forandringer i hans Bygning —
Hjørnetændernes aftagende Størrelse — Hjerneskallens forøgede Størrelse
og forandrede Form — Nøgenhed — Manglen paa Hale — Menneskets for-
svarsløse Tilstand.
Vi har i det første Kapitel set, at det homologe i Menneskets
Bygning, hans embryonale Udvikling og de Rudimenter, han har
beholdt, altsammen paa den tydeligste Maade af Verden fortæller
os, at han maa være nedstammet fra en eller anden lavere Form.
Det, at han har store Aandsgaver, er ingen uoverstigelig Hindring.
For at en abelignende Skabning skulde kunne være bleven om-
dannet til et Menneske, er det nødvendigt, at denne Urform saa vel
som mange efterfølgende Slægtled alle skal have varieret baade
paa Sjæl og Legeme. Det er umuligt at faa noget direkte Bevis for,
at dette har været Tilfældet; men, dersom det kan vises, at Men-
nesket varierer den Dag i Dag, at hans Varieringer foranlediges af
de samme almene Aarsager og følger de samme almene Love som
de lavere Dyrs Varieringer — saa kan der ikke være megen Tvivl
om, at jo de forudgangne intermediære Slægtled har varieret paa
en lignende Maade. Varieringerne paa hvert af de paa hinanden
følgende Trin i Afstamningsrækken maa ogsaa paa en vis Maade
være bleven ophobede og fæstnede.