Elektricitet og Magnetisme
Elementær Indledning til den nyere Elektroteknik

84 Magnetisering. 98. Magnetisering ved elektriske Strømme. I,edes en stærk elektrisk Strøm gennem en Iraad, der er viklet omkring en Jern- eller Staalstang, vil denne blive betydelig kraftigere magnetiseret, end den kan blive det ved nogen af de ovenfor angivne Me- toder Er det en Stang af blødt Jern, der anvendes, er den kun magnetisk, saalænge Elektriciteten strømmer gennem Traaden. En saadan Magnet kaldes en E1 e k t r o - M a «net, og vil nærmere blive omtalt i Afsnit XXVI. Elias i Haarlem har foreslaaet at magnetisere Staal- stænger ved at føre dem igennem en kort, tyk Traad- Rulle med mange Vindinger, gennem hvilke der blev sendt en stærk Strøm fra et Volta-Batteri. Tommasi paastaar at have magnetiseret Staalstænger ved at lede Damp gennem et Rør, der var snoet i Spiral omkring Stængerne; men dette Punkt trænger til yderligere Bekræftelse. 99. Afmagnetisering. En Staalmagnet mister sin Magnetisme fuldstændigt eller delvis, naar den ud- sættes for voldsom Behandling, f. Eks. en vedvarende Række Stød og Slag. Den mister ogsaa, som Gilbert paaviste, sin Magnetisme ved at blive opvarmet til Rødglødhede. 100. Varmens Indflydelse paa Magnetisering. Lægges en Staalmagnet i varmt eller kogende Vand, vil ' dens Styrke blive formindsket, men ved atter at afkøles vil den nærlig blive lige saa stærk som tidligere. Udsættes en Magnet for Kulde, forøges dens Styrke. Støbejern tiltrækkes ikke længere af en Magnet, naar det er lyst rødglødende, o • ved en Varmegrad af c. 7 oo °C.-, Kobolt beholder sin Magnetisme ved de højeste Varmegrader; Chrom ophører at være magnetisk ved c. 5 oo °C. og Nikkel ved 3 50 °C. Mangan viser kun magnetisk Tiltrækning, naar det afkøles til — 20°C. Man har derfor antaget, at andre Metaller ogsaa vilde blive magnetiske, naar de afkøledes tilstrækkelig; men afkøles Staalmagneter til 100°C. under Frysepunktet, afmagnetiseres de.